Her behandles to slags vranglær, hvorigennem den bibelske lære omkring livet efter døden bliver fremhævet
To slags vranglære: Universalisme og annihilisme
Kilder brugt til det følgende:
Eduard BÖHL "Dogmatik - Mit einer Einleitung von Thomas Schirrmacher“, Hänssler Verlag, Stuttgart, ISBN 3-7751-2287-7, siderne 459-461
Millard J. Erickson „Christian Theology. Unabridged, one-volume edition", Baker Book House, Grand Rapids, Michigan, ISBN 0-8010-3433-7, siderne 1234-1241.
Et af de kristne dogmer, som bliver mest angrebet er læren om helvedet og Guds dom efter døden.
Denne lære, sammen med læren vedr. eksistensen af engle og dæmoner, er ofte i første række, når liberale teologer giver sig at demytologisere Bibelen.
Tanken om en Gud der straffer synderne ved at kaste dem i et helvede, der ikke har nogen ende overhovedet, men varer til al evighed, og som er kendetegnet ved en evig pinefuld torturering og evig forbandelse, brændende luer af ild og tænderskæren; synes uforenelig med en Gud der i sin person er selve kærligheden. Er det rimeligt, argumenterer man, at Gud straffer nogle synder som dog bare blev gjort i en tid, dvs. var ikke evige, ved at hævne sig i al evighed? Er Gud så hævnesyg, at Han ikke giver sig tilfreds med, lad os sige, 3 milliarder år? Skal det så virkelig straffes i en periode af endnu 300 milliarder år til, og derefter endnu længere, og endnu længere, uden ende?
Også nogle kristne, som ellers angiver at tro på Bibelen til punkt og prikke, bliver usikre og kommer så til en diplomatisk løsning: Helvedet eksisterer, Gud straffer de onde, modsigende mennesker, men ikke i al evighed. To former af denne "diplomatiske løsning" bliver så formuleret:
Ifølge den første form af denne "diplomatiske løsning", som hedder universalisme, bliver de onde på et bestemt tidspunkt som ligger meget langt ude i fremtiden, forsonet med det hele og til sidst er så hele skabningen genforenet med Gud.
Ifølge den anden form af denne "diplomatiske løsning", som hedder annihilisme, bliver de onde bare frataget deres evne til at leve evigt og bliver derfor, muligvis efter en periode af torturering og pinsel i helvedet, annihileret, dvs. deres eksistens ophører simpelthen og Gud gør det slut med dem, så de ikke kan pines længere.
Der er flere problemer med disse vranglære. Her er 12 af dem:
1- De modsiger Bibelen. Vi skal efterfølgende kigge på både universalismens og annihilismens bibliske argumenter og bevise at de baseres på en forkert fortolkning hhv. hvorfor de ikke holder stik med det Bibelen som helhed lærer.
2- Guds evighedskarakter bliver ikke forstået. Gud er evig, og når vi dør og kommer vi ind i evigheden bliver vi til væsener som behandles mht. til evigheden og derfor skal synden straffes evigt, hvis ikke den er blevet sonet ved forsoning med Jesus Kristus i det tidsbundne, jordiske liv. "...det er Menneskene beskikket at dø een Gang og derefter Dom (nemlig også kun EEN GANG)" (Hebr. 9, 27)
3- Menneskets natur bliver ikke forstået. Mennesket er blevet skabt i Guds billede og er konciperet til evigt samvær med den evige levende Gud. Hvis et menneske så fravælger Gud, bliver dens kapacitet for at leve evigt ikke annuleret derved.
4- Alvoren af synden og det onde ved synden bliver ikke forstået. Synden bliver opfattet udelukkende i menneskelige kategorier, som noget, der kan tilgives af et menneske og som kun kommer menneskene ved, men ikke Gud. Der bliver ikke forstået, i hvilken grad synden sårer Gud og er en fornærmelse af Hans hellighed. Man forstår ikke hvad det betyder, at "røre Guds øjesten" (Zakarias 2, 8 hhv. 12). Rebellionen mod Gud, modstanden, modviljen mod Gud, altsammen kvaliteter der startede med "Lucifers" frafald, bliver ikke forstået i deres evighedsperspektiv. Hvis der ikke eksisterede en Guds dom over det onde, ville der faktisk ikke eksistere noget virkeligt ondt.
5- Guds suveranitet bliver tilsidesat. Der fratages Gud retten og kompetencen til at vide, hvad Han gør. Når Gud dømmer et menneske for al evighed, så gør Han det ikke bare for sjov eller for at hævne sig, men fordi dette er det eneste rigtige der overhovedet kan findes på nogen sinde at blive gjort. Gud har skabt menneskene, og dem som bliver dømt til evig pinsel vil selv kunne indse, at de aldrig ville have været villige til at lade sig frelse. Der er intet menneske, som vil kunne komme med argumenter, hvorfor Gud ikke havde givet det "en chance". Den rige mand i Lukas 16 ved, at hans brødre ikke vil lytte til ordet, fordi sådan var han selv!
6- Guds retfærdighed bliver sat i tvivl. Hvis man kommer til at spekulere over de "stakkels mennesker som bliver pint i al evighed i helvedet" tvivler man i virkeligheden på, at det Gud gør, er retfærdigt. Guds tanker er ikke vores tanker, de er højere. Guds retfærdighed er den eneste retfærdige retfærdighed. Menneskets retfærdighedssans er kun relativ, den er retfærdig så vidt som den reflekterer en lille smule af Guds Hellige Ånd, Guds lov og Guds ord. Men den er aldrig fuldkommen, mens Jesus Kristus, Guds lov, Den Hellige Ånd og Gud Faderen såsom hans beslutninger mht. til evigheden, som blev fastlagte før tidernes begyndelse, er fuldkommen retfærdige.
7- Betydningen af Jesus Kristus' soneoffer såsom andre vigtige begivenheder i frelseshistorien bliver mindsket. Hvis der vil blive en forsoning af alle ved evighedens "ende", hvorfor så hele dukketeatret med "Lucifers" frafald, Skabelsen, Adams synd, Sinai, Golgata, bortrykkelsen af de Hellige, Antikristen, Tusindårsriget og til sidst dommedagen? I hvert fald ville Jesus Kristus' soneoffer så ikke have evig gyldighed, men være kun for en "tid" så at sige.
8- Bibelen bliver mindsket i dens betydning. Hvis der eksisterer en forsoning udover det som Bibelen tilkendegiver som umiddelbare betingelser for evig salighed, så er Bibelen ikke Guds evige åbenbaring, men kun en advarsel for en vis "tid". Gud skjuler altså noget, som vi har ikke ret til at vide om nu. Denne tænkemåde, at der er flere ting bag kulisserne ang. forsoningen og evigheden, er født af satanisk stolthed (Satan vil altid vide alt bedre end Gud, fordi han ville jo selv helst være Gud, og naturligvis kan han ikke udholde tanken om, at han allerede er dømt for evigheden). Denne tænkemåde er også kendetegnende for gnosticismen, hvor super-hellige selv-"udvalgte" altid foregiver at vide om skjulte aspekter af Guds åbenbaring som ikke er tilgængelige for "offentligheden".
9- Guds hellighed bliver mindsket hhv. tilsidesat. Gud bliver til en teatermester, der først spiller første akt, og så anden akt. Han opfører sig som et menneske, der skifter mening efter en tid.
10- Djævelens ondskab bliver ikke forstået. Mange universalister tror nemlig, at endog djævelen får tilgivelse til sidst. Derved bliver det igen ikke forstået, hvor enestående og hellig Gud er. Når man forstår Guds hellighed, forstår man at Satan og alle som lader sig styre af ham må forbandes i al evighed.
11- En universalist som ikke kun er universalist, fordi han blev undervist forkert og mangler forståelse, men som beslutter sig til at holde fast ved hans vranglære under alle omstændigheder, kan umuligt blive omvendt og dermed frelst, fordi når man er omvendt, har man vendt ryggen mod verden, dens menneskelige forbindelser og jordiske glans, man har vendt ryggen mod sit eget og har korsfæstet sin egen "ret" til at selv at designe sin personlighed i stedet for at lade Helligånden gøre det. En sand kristen lader Gud have det sidste ord i stedet for at give sig til at spekulere over, hvordan Gud mon kan gøre det ene og det andet bedre på dommedagen. På dommedagen har kun Jesus Kristus en chance og dermed alle dem, Jesus Kristus kan ses i. De hellige bliver beundret ved dommens dag ikke fordi DE er hellige, men fordi Jesus Kristus er i dem. I bund og grund er det altså kun Jesus Kristus som bliver fejret ved dommens dag. Gud vil ikke have noget som helst at gøre med noget menneske som ikke er menneske i kraft af Jesus Kristus, fordi al anden slags menneskelighed er dæmonisk; det er menneskeligheden i de mennesker som afspejler den frafaldne Adam som blev jaget ud af paradiset og af den skyldige Kain som ikke kunne tåle at se sin bror Abel blive velsignet. Den dæmoniske, frafaldne menneskelighed er Babels menneskelighed, den menneskelighed der ophøjer sig over Gud og altid vil vide alting bedre end Gud, ligesom fanden selv. Med den slags mennesker vil Gud ikke have noget som helst at gøre med, heller ikke efter en par snes millarder år. Jesus Kristus, "den anden Adam", er det eneste menneske Gud virkelig holder af, men hvis et menneske har "fået Jesus indeni" gennem Helligåndens genfødsel, gennem tro på Jesus (eller i en tros-baseret og dermed Jesus-mæssig forbund i gammeltestamentelig tid, som Gud lavede med ham, ligesom med Abraham), gennem omvendelse fra sine synder, gennem fællesskab i nadveren og dermed i Jesu liv og legeme, gennem fællesskab i dåben og dermed i Jesu død og opstandelse, så bliver han også accepteret, ja endog elsket af Gud, men udelukkende pga. Jesus Kristus, ikke fordi han eller hun ellers er sød og blev elsket meget af andre eller pga. noget som helst som dette menneske mener at have gjort.
12- Universalismen modsiger læren om muligheden af at have vished om sin frelse. Det er ifølge Bibelen muligt at vide sikkert, om man er frelst eller ej (se min prædiken over 1. Johannesbrev "Jesus som korsfæstet"). Men universalisten er ikke sikker, han tror som en muslim, at man ikke kan vide hvordan man har det med Gud (Allah) efter man dør, måske bliver man alligevel manipuleret ind i himlen hvor man så sørger over sine nærmeste som ikke kunne komme med. En kristen derimod, som har vished om sin frelse, har ingen problemer med den kendsgerning at han er udvalgt fra før evigheden (selv om han naturligvis ikke går rundt og praler med det, men søger derimod med "frygt og bæven" at gøre sin frelse endnu mere sikkert (Fil. 2,12)). Mange er nemlig blevet universalister, fordi de er blevet opdraget med en muslimsk-"kristen" opfattelse af Gud som findes i mange sekter. Denne "gud" er uberegnelig og lunefuld og derfor kunne man godt komme lidt i tvivl om hans hellighed og suveranitet og retfærdighed. Eller er de også bare navn-kristne, dvs. kristne som ikke er kommet til virkelig tro på Jesus Kristus i sandhed.
Vi vil nu se lidt nærmere på universalisternes og annihilationisternes "bibelske" argumenter.
Frem for alt begrunder universalisterne deres påstand om at evigheden ikke er evig med henvisning til den kendsgerning, at det græske ord for evighed "aionos" også kan betyde tidsalder. Altså, med andre ord, evigheden er i virkeligheden bare en tidsalder. Men parallelismen i Matthæus 25, 46 ødelægger dette argument: Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til evigt Liv. Her er der brugt det samme græske ord for "evig" både for de dømtes og de frelstes vedkommende. Og når man så argumenterer at de dømte kun bliver dømt for en begrænset tidsalder, så er de frelste da også kun frelst for en vis tid. Så kommer spørgsmålet: Hvad sker der så med de frelste efter denne tidsalders udløb? Man kommer ingen vegne med denne argumentation.
Efeser 1, 10 og Fil. 2, 10-11 tages som argument for at Gud til sidst vil forsone alle i Kristus. I Efeser 1, 10 siger Paulus: "...for at oprette en Husholdning i Tidernes Fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus, det, som er i Himlene, og det, som er på Jorden, i ham."
Tekstsammenhængen modsiger dog universalisternes påstand, at "tidernes fylde" er afslutningen på en "evigheds-tidsalder" og at "sammenfatningen af alt i Kristus" ville betyde, at alle til sidst bliver forsonet gennem Ham. Derimod må "tidernes fylde" fortolkes som tiden, da Gud kom i Jesus Kristus til "sit eget", nemlig til jøderne. Og "sammenfatningen" betyder det samme som Jesus selv siger i Mt. 28, 18; nemlig at Ham "...er given al Magt i Himmelen og på Jorden".I det næste kapitel siger Paulus hvad han mener med denne nye "husholdning" han snakker om her: "...at I på den Tid, uden for Kristus, vare udelukkede fra Israels Borgerret og fremmede for Forjættelsens Pagter, uden Håb og uden Gud i Verden. Nu derimod, i Kristus Jesus, ere I, som fordum vare langt borte, komne nær til ved Kristi Blod."(Ef. 2, 12-13). Altså skriver han om den kendsgerning, at der nu er mulighed for hedningerne at blive en del af Guds folk.
I samme kapitel findes der oven i købet en begrundelse for læren af forudbestemmelsen, som knapt nok kan forenes med tanken om en tidsbegrænset "evighed": "...idet han i Kærlighed forudbestemte os til Sønneudkårelse hos sig ved Jesus Kristus, efter sin Villies Velbehag,"(Ef. 1, 5)
I Fil. 2, 10-11 siger Paulus: "for at i Jesu Navn hvert Knæ skal bøje sig, der er i Himmelen og på Jorden og under Jorden, 11. og hver Tunge skal bekende, at Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders Ære". Her er der dog ikke på nogen måde tale om frelse og om at komme i himlen. Derimod må vi antage (og sådan bliver disse vers også tolket i kristendommen) at de fortabte her er tvunget til at konfronteres med Jesus Kristus og at give ham ære, men de vil på denne dag blive ligesom en fjendtlig hær, der må kapitulere og bøje sig for hærføreren af den hær som vandt krigen. De ville helst afsætte Kristus fra sin trone, men det får de ikke lov til. De giver sig til at diskutere med Jesus "Har vi ikke i dit navn....gjort dette og dette...." (Mt. 7,22) men Jesus svarer dem: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender eder ikke. (Mt. 25.12) og: Jeg kendte eder aldrig; viger bort fra mig, I, som øve Uret! (Mt. 7, 23) og: Går bort fra mig, I forbandede! til denevige Ild, som er beredt Djævelen og hans Engle. (Mt. 25, 41).
Apg. 3, 25 er også et yndlingsvers for universalisterne: "I ere Profeternes Sønner og Sønner af den Pagt, som Gud sluttede med vore Fædre, da han sagde til Abraham: "Og i din Sæd skulle alle Jordens Slægter velsignes."" Med andre ord, "alle slægter" betyder "alle mennesker der nogensinde har levet". Men Paulus definerer jo i Gal. 3, 9, hvem der kan regnes til den troende Abrahams "slægt": Nemlig kun dem som tror i Jesus Kristus. Dem som ikke tror i Jesus Kristus, hører ikke til denne "slægt" og bliver derfor heller ikke spor velsignede."Så at de, som ere af Tro, velsignes sammen med den troende Abraham." (Gal. 3, 9).
Rom. 6, 23 er annihilisternes vers: "...thi Syndens Sold er Død, men Guds Nådegave er et evigt Liv i Kristus Jesus, vor Herre." Ud fra denne vers argumenteres der, at de frelste får evigt liv mens synderne "kun" får DØDEN som "sold". Man argumenterer at vel har Gud skabt mennesket som konciperet til at leve evigt, men når det så synder, taber det denne evne og bliver derfor annihileret, eventuelt efter en periode i et pinested, muligvis varer denne periode så bare fra det tidspunkt de dør og til den endelige dommedag, hvor de så bliver tilintetgjort, dvs. annihileret.
Først og fremmest skal der bemærkes, at denne fortolkning baserer på en meget bogstavelig forståelse af ordet "Død". Det er ellers udmærket at tage Bibelen alvorligt og bogstaveligt, men når man taber tekstsammenhængen af syne, kan det føre én vild. I dette kapitel bruger Paulus nemlig "død" og "døde" som modsætning til "retfærdighed", "evigt liv" og "levende" (i Gud). I v. 13, fx, siger han: "...fremstiller ej heller eders Lemmer for Synden som Uretfærdigheds Våben; men fremstiller eder selv for Gud som sådanne, der fra døde ere blevne levende,og eders Lemmer som Retfærdigheds Våben for Gud." (Rom. 6, 13). Altså "død" betyder her ikke "tilintetgjort", men "ikke frelst". Og i Rom. 6, 16 læser vi:Vide I ikke, at når I fremstille eder for en som Tjenere til Lydighed, så ere I hans Tjenere, hvem I lyde, enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? Her er der tale om vores livsstil og helliggørelse, ikke om livet efter døden. Paulus siger ikke, at man bliver tilintetgjort, når man "tjener", "er lydig overfor" synden, dvs. handler som følge af syndige impulser. Så ville der jo ikke blive nogen kristen tilbage på jordkloden! Det er altså mildt sagt temmeligt problematisk at tage ovennævnte vers 23 som en nøjagtig beskrivelse af synderens tilstand efter døden. Der findes jo også udtrykket "at dø i sine synder" i Bibelen. Ligeledes betegnes dommedagens endelige fordømmelse af de uretfærdige som "den anden død" (Åbenbaring 20,6 + 14; 21,8). Men den er ikke beskrivet som en tilintetgørelse (annihilation), der er derimod tale om at blive kastet i ildsøen:
Og Døden og Dødsriget bleve kastede i Ildsøen. Dette er den anden Død, Ildsøen.(Åbenbaring 20,14). I øvrigt modsiger dette vers også annihilisternes påstand at de ufrelse bliver tilintetgjort, nemlig netop gennem det, at "Døden" bliver kastet i ildsøen, og derfor må de ufrelste således straffes med noget andet end med "døden", hvis døden er sat ud af funktion ved at havne i ildsøen.
Men de fejge og utro og vederstyggelige og Morderne og de utugtige og Troldkarlene og Afgudsdyrkerne og alle Løgnerne, deres Lod skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl; dette er den anden Død. (Åbenbaringen 21, 8). Der er ikke grund til at antage udfra disse verser at "ildsøen" betyder "tilintetgørelse", pga. de mange andre bibelvers, hvor netop det at være "i flammerne" bliver beskrivet som pinsel: Og da han slog sine Øjne op i Dødsriget, hvor han var i Pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans Skød.24. Og han råbte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, for at han kan dyppe det yderste af sin Finger i Vand og læske min Tunge; thi jeg pines svarlig i denne Lue. (Lk. 16, 23-24).
Vi kan altså sammenfattende sige, at både universalisternes og annihilisternes bibelske fundament er bygget på flyvesand.
Lad os så kigge på nogle bibelsteder, der vedrører evigheden og tiden mellem døden og dommedagen:
Mt. 8, 12: Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.
Mt. 13, 50: og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.
Åbenb. 14, 10-11: så skal han drikke af Guds Harmes Vin, som er iskænket ublandet i hans Vredes Bæger; og han skal pines med Ild og Svovl for de hellige Engles og for Lammets Åsyn.
Og deres Pines Røg opstiger i Evighedernes Evigheder; og de have ikke Hvile Dag og Nat, de, som tilbede Dyret og dets Billede, og enhver, som tager dets Navns Mærke.
Rom. 2, 5: Men efter din Hårdhed og dit ubodfærdige Hjerte samler du dig selv Vrede på Vredens og Guds retfærdige Doms Åbenbarelses Dag,
2. Tess. 1,7-9: og eder, som trænges, Hvile med os ved den Herres Jesu Åbenbarelse fra Himmelen med sin Krafts Engle, med Lueild, når han tager Hævn over dem, som ikke kende Gud, og over dem, som ikke lyde vor Herres Jesu Evangelium,de, som jo skulle lide Straf, evig Undergang bort fra Herrens Ansigt og fra hans Vældes Herlighed.
2. Tess. 2,9-12: han (Antikristen), hvis Komme sker ifølge Satans Kraft, med al Løgnens Magt og Tegn og Undere og med alt Uretfærdigheds Bedrag for dem, som fortabes, fordi de ikke toge imod Kærligheden til Sandheden, så de kunde blive frelste. Og derfor sender Gud dem kraftig Vildfarelse, så at de tro Løgnen, for at de skulle dømmes, alle de, som ikke troede Sandheden, men fandt Behag i Uretfærdigheden.
Mk.9,43-48 (se også Mt. 18,8): Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og fare til Helvede til den uudslukkelige Ild, hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive kastet i Helvede,hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes. Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive kastet i Helvede, hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
Jesaja 66, 24 (den allersidste vers i Jesaja): og man går ud for at se på Ligene af de Mænd, der faldt fra mig; thi deres Orm dør ikke, og deres Ild slukkes ikke; de er alt Kød en Gru.
Jes. 33, 14: På Zion skal Syndere bæve, Niddinger gribes af Skælven: "Hvem kan bo ved fortærende Ild, hvem kan bo ved evige Bål?
Jeremia 17, 4-5: Din Hånd må slippe din Arvelod, den, jeg gav dig. Jeg lader dig, trælle for Fjender i et ukendt Land, thi Ild luer op i min Vrede, den brænder evigt. Så siger HERREN: Forbandet være den Mand, som stoler på Mennesker, og som holder Kød for sin Arm, hvis Hjerte viger fra HERREN.
Judas 6, 7: og de Engle, som ikke bevarede deres Højhed, men forlode deres egen Bolig, bar han holdt forvarede i evige Lænker under Mørke til den store Dags Dom; ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der på samme Måde som disse vare henfaldne til Utugt og gik efter fremmed Kød, ere satte til et Eksempel, idet de bære en evig Ilds Straf.
Dan. 12,2-3: Og mange af dem, der sover under Mulde, skal vågne, nogle til evigt Liv, andre til Skam, til evig Afsky. De forstandige skal stråle som Himmelhvælvingens Glans, og de, der førte de mange til Retfærdighed, skal lyse som Stjerner evigt og altid.
2. Peter 3, 9: Herren forhaler ikke Forjættelsen (som nogle agte det for en Forhaling), men han er langmodig for eders Skyld, idet han ikke vil, at nogen skal fortabes, men at alle skulle komme til Omvendelse.