Vesten lider af en særlig sygdom i kulturen, nemlig at tro er uden krop, uden legemlige dimensioner. Ganske vist ved vi alle, at det er noget sludder, men det sidder dybt i os, at legeme og sjæl er skilt fra hinanden og i hvert fald ikke skal blandes med hinanden. Det er sekulariseringen, der får os til at fable på den måde, og denne adskillelse af det, som Gud har sammenføjet, har ramt hele vores kultur og kirkeliv på en skæbnesvanger måde.
Denne sekularisering har nok sin vigtigste årsag i den filosofiske rationalisme og især med den kulturbevægelse, som Descartes leverede formlerne til. Men som sekularisering tjener denne adskillelse så mange interesser, at det er umuligt at sætte den på entydige former.
I hvert fald er sekulariseringen i denne henseende hovedårsag til, at mange kirker er halvtomme og de fleste hospitaler helt fulde. Den er årsag til, at en tredjedel af danerne søger til alternative healere, hvor adskillelsen mellem sjæl og legeme ikke fungerer, samt ejendommeligt nok også at en tredjedel går ind for en form for reinkarnation, som forudsætter selvsamme adskillelse mellem sjæl og legeme. Men hvem har ret til at kræve konsekvens, når nu engang den basale helhedsforståelse er gået i stykker bl.a. på grund af teologisk svigten.
Alle religiøse fænomener har gennem alle tider haft helbredelse som en vigtig funktion, idet man ikke har skelnet mellem det, som vi i dag kalder psykiske og somatiske fænomener. I vore dage har man videnskabeligt rehabiliteret den psyko-somatiske helhedsforståelse, og der er mange tegn i sol og måne på, at denne genvundne "holisme", som den ofte kaldes slår igennem - endog i teologien.
Det er helt oplagt, at dette skulle betyde et forår for en teologisk beskæftigelse med helbredelsens mening i kirkens sammenhæng. Der er ingen tvivl om, at en ægte læsning af de bibelske tekster udelukker den "moderne" dualisme mellem sjæl og legeme. Vi trænger derfor til en klar og konsekvent "postmodernistisk" helhedsforståelse, når vi læser og hører f.eks. de nytestamentlige helbredelses-beretninger. (Det er især lektor. dr. theol. Helge Kjær Nielsen, Århus Universitet, der har slået denne helhedsforståelse fast ved hjælp af sin grundige eksegetiske analyser af disse tekster.)
Nøglen til at forstå denne afgørende del af den bibelske tradition er den bibelske eskatologi. Det er karakteristisk, at den modernistiske dualisme med dens isolation af legemet fra sjælen sætter sig igennem samtidig med en af-eskatologisering, som er det egentlige grundlag for sekulariseringen. Sagt med andre ord: Det drejer sig om troen på Guds riges komme. Det kaldes teologisk "det eskatologiske perspektiv", og det mangler stort set i dagens teologi.
Nytestamentlige tekster handler fra først til sidst om den tro, at Jesu sendelse, hans mission i verden var og er at sætte Guds rige i kraft blandt mennesker, og et afgørende udtryk for denne kraft er helbredelsen.
Jesus forkynder Guds riges komme og sætter dette rige i kraft både som den afgørende nyhed, der ændrer hele perspektivet for menneskeheden, og som den afgørende nedkæmpelse af de dæmoniske kræfter, der ødelægger menneskers liv personligt og socialt.
Jesu mission har dette helhedsperspektiv, og det samme gælder den apostolske mission og den urkristne kirkes selvforståelse, men der må sikkert regnes med en afsvækkelse af helbredelses-perspektivet efter Jesu egen missions direkte ophør, selvom det er tydeligt, at Jesu opstandelse direkte ses som forudsætning for de nådegaver, som Helligånden udruster menighederne med på deres mission til "verdens ende".
Nådegaverne som f.eks. skildres i Romerbrevets kapitel 12 og 1. Korinthierbrevs kapitel 12, er direkte at forstå som den opstandnes udrustning af sin menighed, for at den kan fortsætte Hans mission. I den forstand er kirken udtryk for Kristi opstandelseslegeme i verden. At tro på legemets/kødets opstandelse var og er derfor det samme som at stille sig til rådighed som opstandelseslegemets fortsatte sendelse i verden.
Opstandelse er mission, og mission er opstandelse. Derfor vakte opstandelsen sådan en opstandelse i hele den beboede verden og vendte op og ned på den på rekordtid.
Diakoniens historie er samme sag. Diakoni er et navn for hele kirkens mission. Prædikenen er også en diakoni, liturgien er en diakoni, ligesom diakonien er en liturgi, kort sagt en tjeneste for mennesker i nød, ligesom al mission er det. Kært barn har mange navne, der alle står for noget specifikt som en del af det generelle.
Og vi taler altså stadig om sagen, nemlig helbredelsen! Det en dens fortsatte funktionalitet, det drejer sig om. Som Jesus helbredte som en del af sin forkyndelse, således også apostlene og de urkristne menigheder, der fungerede som helbredende fællesskaber, "healing communities", som vi siger det i dag.
Kirkehistoriens konsekvenser
Fra den store konstantinske ændring efter 311 og indtil slutningen af 3hundredetallet overgik en minoritet til at være en kristen majoritet meget tæt på 100 procent. Denne revolution ændrede mangt og meget. Det er let for os i dag, hvor vi står ved afslutningen af "den konstantinske æra" at være kloge, ja bedrevidende, for denne masse-konversion gjorde mange ting anderledes, end de var på bibelsk tid.
At være kristen var ved 3hundredtallets begyndelse per definition risikabelt, ofte livsfarligt. At være ikke-kristen ved århundredets slutning var ofte modsvarende risikabelt, ja faktisk undertiden livstruende.
Det ændrede naturligvis ikke blot hverdagens praksis, men også den teologiske forståelse af kristendommen. Det blev gjort kriminelt at synde (mord, hor og frafald som de store kardinalsynder), og det blev et spørgsmål om at konformere sig, når man blev kristen. Den kristne radikalitet blev dog søgt fastholdt, især gennem det fremspirende munkevæsen, hvor noget af martyrernes nidkærhed blev fastholdt, men også en del af deres livsflugt, der i hvert fald som tendens kan findes både hos martyrer og munke (og nonner).
Det var selve helligheden, der stod på spil og blev søgt re-formuleret. Der er ikke tvivl om, at hovedsagen i den kristne hellighed stod fast: Nemlig kærligheden til Gud og til medmennesker, altså det dobbelte kærlighedsbud. Men der viste sig adskillige tendenser til det, som vi nok idag ville kalde sygelige forsøg på herliggørelse, dvs. med mere "håndkraft" end med "gudsfrygt" -
I hvert fald fortsatte menighedernes omsorg for syge og fattige og svagt stillede mennesker, og det var ikke mindst klostrene, der realiserede denne mission og tjeneste på så mange måder, som der var forskellige ordener og kommuniteter. Klostrenes betydning for fattigvæsnet og for helbredelse er kendt, så det behøver ikke flere ord.
Reformationerne vendte sig skarpt imod munkevæsnets tendenser til at udvikle en særlig hellighed for særlige mennesker. Der var for så vidt tendenser til to frelsesveje: Een for dem med kald til efterfølgelse på den smalle vej og en anden for almindelige mennesker. Denne dobbelte udgave af hellighed blev uden tvivl drevet ud i det, som kristent må kaldes ødelæggende og u-evangelisk. Den reformatoriske afvisning af gerningsretfærdighed af alle slags måtte derfor ramme klostervæsnet, selvom mange klostre faktisk fortsatte lang tid efter reformationstiden.
Men faktisk blev reformationerne et alvorligt tilbageskridt både for kirkernes og menighedernes sociale og helbredende mission. Talrige mennesker mistede den sidste mulighed for hjælp i deres elendighed, fordi klostrene efterhånden forsvandt. Det varede længe, før reformatorernes henvisning til den verdslige øvrighed som ansvarlig social omsorgsfaktor slog igennem blot i nogenlunde omfang. Og egentlig skal man helt op i dette århundrede, før det blev realiteter.
Der kan næppe være tvivl om, at helbredelse og sundhed blev sat radikalt på kirkens dagsorden gennem reformationerne. Men vi skal helt op til pietismerne i 17hundredtallet og ny-pietismerne i 18hundredtallet, før vi ser virkelige sociale og helbredsmæssige former for tjeneste, som kom menigmand til gode i større omfang. Det er samme historie, som vi kender fra den skæbne, sommissionsopgaven led, da ordenernes mission forsvandt fra de evangeliske kirker efter reformationen. Først da missionsselskaberne kom i gang som de evangeliske nye ordensdannelser, kom der en vis effektivitet i den mission, der gik til "verdens ende". Mission og helbredelse fandt derigennem igen sin oprindelige enhed - i hvert fald i et vist omfang.
Dette skete dog oftest i afstand til de officielle kirker, der som statskirker i stort omfang var de besiddendes kirker, der ikke var i indgreb med ret meget af det, som skete i folkenes masser af oftest fattige og forkomne mennesker.
Et spørgsmål om tro?
Skal vi forstå hvilken rolle troen spiller for helbredelse og terapi og diakoni, må vi søge at holde op med at opdele mennesket i sjæl og legeme, men samtidig forstå, at sjælen er noget ganske specielt. Så lad os begynde med det sidste.
Det er et modernistisk træk, at man ikke kerer sig om sjælen. Ganske vist er både psykologi og psykiatri videnskaber om psykæ dvs. sjælen, men kun sjældent oplever man, at psykologer og psykiatere tager sjælen alvorligt, men hvor tit oplever vi, at teologer kerer sig om sjælen?
I stedet erstatter man sjælen med f.eks. sindet eller selvet eller måske isærbevidstheden. Men det er helt forskellige begreber for helt forskellige realiteter. Vi kan ikke her få plads til at definere sindet, men det har i hvert fald noget at gøre med meningen (Sinn) eller selvet, som vel er en kortformel for "sig selv", eller vigtigst bevidsthed, som er et ord, der hører sammen med det moderne menneskes selv-bevidsthed fra 17hundredtallet.
Hvis vi koncentrerer os i denne omgang om bevidsthed i forhold til tro, ender vi i en nærliggende konflikt mellem tro og bevidsthed, idet troen i bibelsk forstand ikke har nogen nødvendig og absolut sammenhæng med et menneskes bevidsthed, men derimod netop til et menneskes samvittighed, der som bekendt er et centralt bibelsk begreb, mens bevidsthed af gode grunde slet ikke findes som begreb eller ord i Biblen.
Man kunne med gode grunde argumentere for, at ligesom der findes et nært forhold mellem tro og samvittighed, uanset om der er tale om en bevidst tro og en bevidst samvittighed, så er der slet ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem bevidsthed og tro, ja de ender meget let direkte i konflikt. Det er specielt tilfældet, når f.eks. vækkelsesforkyndere identificer tro med bevidst tro.
I den sammenhæng, vi er ved at klarlægge i denne artikel, er det vigtigt at erkende, at helbredelse og bevidsthed ikke nødvendigvis hører sammen. Specielt når det drejer sig om mental sygdom og helbredelse, vil der ofte være en afgørende dimension, som ikke er bevidst, men ikke derfor kan ignoreres. Det er vel en slags hovedkonklusion af moderne psykologisk forskning i mentale sygdomme og derfor også i psykosomatiske sygdomme.
Placebo-virkninger
Placebo er en futurumsform af placere i betydningen behage. Det er derfor et uklart ord for den kendsgerning, at virkningsløs påvirkning har virkninger. Det er naturligvis uacceptabelt for en medicinsk forskning, der har forskrevet sig til en videnskab, der kun kan regne med årsag-virkningsrelationer, der videnskabeligt kan påvise, hvordan noget fungerer. Men faktisk er man i videnskabeligt arbejde ofte nødt til at nøjes med at konstatere, at der er en virkning, selvom man ikke kan forklare hvordan eller hvorfor noget virker.
Dette gælder for mange af de placebo-virkninger, som man må tage ad notam, selvom man ikke kan forklare dem. Man kalder også placebo forkalktabletvirkningen, fordi man med uvirksomme kalktabletter kan opnå faktiske virkninger, når de mennesker, der bruger tabletterne tror, at de virker.
Man kan altså videnskabeligt konstatere, at tro virker, selvom man ikke kan forklare, hvorfor eller hvordan tro virker. Der er ingen tvivl om, at det principielt kan forklares og forstås, at virkningsforløbet foregår, og det er næppe muligt at bortforklare, at der er tale om virkninger, selvom man f.eks. vil kunne forklare, at troen sætter sig igennem ved hjælp af illusioner og vrangforestillinger. Endelig er det naturligvis mulig, at der er tale om positive illusioner og vrangforestillinger af stor værdi. Tro er nu engang et mangetydigt fænomen, men een ting er sikkert: Man skal ikke undervurdere troens betydning! Et klassisk katalog over troens indflydelse er givet i Hebræerbrevets 11. kapitel.
Det vil derfor være meget vigtigt, at videnskabsmænd holder op med at påstå, at man videnskabeligt kan modbevise helbredelser ved tro. Omvendt kan man med sikkerhed hævde, at videnskabeligt bevis foreligger for helbredelse ved tro, selvom man (endnu) ikke videnskabeligt kan bevise og vise, hvordan troshelbredelser foregår.
Teologisk må det være nødvendigt at fastholde, at det ikke gavner et menneske, at det vinder sin sundhed gennem helbredelse, hvis det betyder, at man tager skade på sin sjæl derved. Derfor må der teologisk sættes fokus på at forstå,hvilke former for tro der fører til hvilke former for helbredelse. Det er en anden form for årsagssammenhæng end den medicinske, men mindst lige så vigtig og måske vigtigere.
Vi ved med absolut sikkerhed fra talrige eksperimenter med hensyn til troshelbredelse, at noget sådant foregår. Virkningernes ægthed kan ikke altid betvivles, men somme tider. Virkningernes varighed er heller ikke sikret, men det er den traditionelle medicins varighed heller ikke, uden at vi af den grund ser bort fra den.
De fleste religioner har helbredelse som en del af deres lære og praksis. Det er ikke blot den kristne tradition, men det er alligevel i overvejende grad en kristen tradition at afholde helbredelsesgudstjenester og at gøre heling til en del af den kristne sjælesorg og omsorg.
Den kristne tro har derfor opbygget mere effektive værn imod at gøre sundhed og helbredelse til bevis for troen. Alligevel nedbrydes dette værn ofte i kristne kredse, især når det drejer sig om vækkelsesprædikanter, der både har en special emotionalitet i deres forkyndelse og et særligt behov for at kunne "bevise" deres gode forbindelser til den guddommelige verden. Den slags åndeligt misbrug er en kendsgerning, som skal pointeres, men samtidig må det fastholdes, at misbrug ikke kan ophæve brug.
Teologisk må kristen helbredelsesvirksomhed altid fastholde den pointe, at det ikke er helbrederen, der er handlende subjekt, men den opstandne Herre Jesus Kristus selv i Helligånden. Det er ikke tilfældigt, at apostlen Peter bruger denne helbredelsesbefaling i Apostlenes Gerninger kapitel 9, vers 34: "Æneas, Jesus Kristus Helbreder dig, stå op!" Kirken har ikke sit eget mandat til helbredelse, men kan udøve helbredelse på Den Opstandnes vegne og i Hans navn, ligesom kirken kan døbe og fejre nadver "i Hans navn" og på Hans befaling.
Disse teologiske udsagn står principielt fast, men det skal ikke skjules, at Folkekirken har en tydeligt udtalt reservation i forhold til denne holdning. Det er overvejende sådan, at biskopperne hindrer præsterne i at praktisere helbredelse som en del af deres embede og nærmest betragter tilløb dertil som udtryk for unfair konkurrence i forhold til læger og andre professionelle helbredere. Der er dog ikke tale om en autoriseret afvisning af præstens helbredende virksomhed.
Lægfolk og præster " i deres fritid" udøver da også helbredende "folkekirkelig" virksomhed, men ret diskret og under hensyntagen til det kirkelige tilsynsembedes diskretion. Det er naturligvis især karismatiske præster, der sammen med kristne lægfolk afholder helbredelsesgudstjenester, hvor helbredelse ved tro foregår. Sådanne gudstjenester er formodentlig mere hyppige i frikirkelige kredse og er især anvendt i de ekstreme trosmissioner og ekstatiske privatkristne grupperinger, hvor der ikke er tilsyn hverken med statistikkers ægthed eller finansernes administrative hæderlighed.
Der foreligger ikke ret mange pålidelige undersøgelser om disse forhold, men der er grund til at formode, at virkeligheden - udfra de få facts, der foreligger, vil vise en betydelig procent af placebovirkninger, der er manipulerede, mens andre er spontane, og at der vil være en procentdel af helt uforklarlige, "mirakuløse" helbredelser, som kan være egentlige undere.
Det ville være af stor betydning, om der blev iværksat en omfattende undersøgelse med videnskabelig medvirken. Det moderne samfund viser mere og mere interesse for alternative helbredelser i almindelighed og troshelbredelser i særdeleshed. Der er talrige mennesker, der bliver snydt på denne kampplads, som til tider er tydeligt bedragerisk, men undertiden også rummer ægte kristen omsorg og sjælesorg, der fortjener at blive skilt fra "klinten".