De tre manifester
Det hele begyndte en dag i den tyske by Kassel i 1614. Det år udkom der et anonymt skrift ved navn Fama Fraternitatis Rosae Crucis, som hævdede, at et særligt broderskab var blevet dannet i 1409 af en mand ved navn Christian Rosenkreuz (1378-1484). Denne Rosenkreuz skulle have været en meget berejst og lærd mand, som var uddannet læge, alkymist og erfaren inden for kabbala. Ifølge legenden skulle han have studeret Mellemøstens mysteriereligioner og okkulte teknikker og dér fundet en fantastisk visdom - bl.a. i det gnostiske dokument Corpus Hermeticum. I Fama stod der, at ordenens mål var at udbrede en videnskabelig og åndelig visdom, der var funderet på en blanding af kristendom, humanisme og renæssancens hermetisme. Da Christian Rosenkreuz døde, 106 år gammel, gik Rosenkreuzordenen under jorden og lod ikke høre fra sig, før det anonyme skrift Fama Fraternitatis Rosae Crucis udkom i 1614.
Fama Fraternitatis Rosae Crucis vakte stor opsigt ved sin udgivelse. Dette gentog sig, da der de følgende år udkom yderligere to anonyme skrifter, Confessio Fraternitatis i 1615 og Chymische Hochzeit Christiani Rosencreuz i 1616. Confessio uddybede broderskabets formål og idégrundlag, mens Chymische Hochzeit skildrede Christian Rosenkreuzs liv og levned. Begge skrifter var fyldt med symboler, koder og talmystik, der sammen med anonymiteten tiltrak megen opmærksomhed. Ifølge broderskabet var hensigten med kodesproget, at det kun var de udvalgte og værdige, der kunne forstå den dybere hensigt.
I dag mener forskere, at de to skrifter, der udkom i 1615 og 1616 begge sandsynligvis var forfattet i kredsen omkring den luthersk-evangeliske teolog Johann Valentin Andreä (1586-1654). Ifølge Andreäs selvbiografi skrev han Chymische Hochzeit Christiani Rosencreutz som et såkaldt Ludibrium, dvs. en satire over det påståede broderskab og den furore, det skabte. Johann Valentin Andreä stiftede i stedet i 1617 "Kristi Broderskab" (Invitio ad Fraternitatem Christi).
De tre skrifter, som også kaldes manifester, var et svar på samtiden. De anonyme forfattere påstod at ville fremme en fornyelse af kulturen og åndslivet, hvor religion, videnskab og kunst skulle reformeres. På det politiske område ønskede de en øget frigørelse i Europa, men deres bestræbelser blev dog bremset af 30-årskrigen. Inden for religionen ønskede de en frigørelse fra dogmer og fastfrosne trosforestillinger, og de ønskede derfor, at kirken skulle åbne op for den mystiske dimension, så der kunne opstå en universel religiøsitet.
Også videnskaben og kunsten skulle vægtes højt; man måtte frigøre sig fra den aristoteliske systemtænkning til fordel for empiriske data og erfaringer, og kunsten måtte blive uddannende for mennesker. Manifesterne ville vise vej til denne fornyelse. Alt dette var rosenkreuzernes "medicin" til verden. I Confessio Fraternitatis stod der: "Vi har ingen anden medicin end den, som er hovedet og essensen, alle færdigheders, filosofiers og kunsters grundlag og indhold".
Hvordan opstod rosenkreuzerne?
På grund af de rosenkreuziske manifesters symbolsprog og tvetydighed er der blevet spekuleret meget på, hvor rosenkreuzerne kom fra, og hvordan skrifterne egentlig skal forstås. Er det f.eks. korrekt, at broderskabet stammer fra denne person ved navn Christian Rosenkreuz i det 15. århundrede eller går det længere tilbage i tiden. Som svar på disse spørgsmål er der fremsat flere teorier.
Ifølge en teori, fremsat af forfatteren Marconis de Negre (1849), skulle det rosenkreuziske broderskab allerede være blevet oprettet i Ægypten i år 46 e. Kr. af en alexandrinsk gnostiker ved navn Ormus, efter at han og seks af hans venner var blevet omvendt af Jesu discipel Markus. Deres symbol var efter sigende et rødt kors med en rød rose i midten. Ormus og hans seks venner skulle således have udgjort det første rosenkreuziske broderskab - et broderskab, der forenede kristendommen og de ægyptiske mysterier. Personen Christian Rosenkreuz var dermed blot én ud af en lang række af rosenkreuzere. Der er med denne teori tale om en ubrudt videreførelse af den antikke og gnostiske tradition.
Ifølge en anden teori, af Émile Dantinne (1984-1969), har rosenkreuzerne deres oprindelse i en islamisk filosofisk bevægelse fra Basra (Irak) kaldet Brethren of Purity (Renhedens Broderskab). Ifølge Fama Fraternitatis er der en forbindelse til de arabiske lande, idet Christian Rosenkreuz rejste rundt i bl.a. Arabien, Ægypten og Marokko og der lærte arabisk videnskab og filosofi. Men ifølge Dantinne var det særligt hos Renhedens Broderskab, at han fandt den store visdom. Renhedens Broderskab var bl.a. inspireret af græsk filosofi, især af Pythagoras og dennes brug af tal og fascination af talsymbolik - en fascination som smittede af på Rosenkreuz. Ifølge Émile Dantinne var også helbredelsen af syge og den gratis undervisning af elever hos Renhedens broderskab inspirerende for Rosenkreuz, hvilket han derfor tog med sig hjem.
Ifølge en teori, som bl.a. er fremsat af den danske teosof Søren Hauge, skulle den britiske filosof, statsmand og forfatter, Francis Bacon, være den egentlige ophavsmand til de rosenkreuziske manifester, og dermed til de rosenkreuziske idéer. Christian Rosenkreuz er ifølge Søren Hauge et pseudonym for Francis Bacon, hvilket Hauge bl.a. ser bekræftet i at cifferkoden for "Francis Bacon" (bogstavernes numeriske værdi) ses i de rosenkreuziske manifester - dog kun for det trænede øje. Ifølge Søren Hauge skulle det også være Francis Bacon, der stod bag alle William Shakespeare skuespil som den virkelige forfatter for netop at sprede de rosenkreuziske idéer via kunsten. Francis Bacon skulle således have været yderst foretagsom ifølge denne teori.
Ifølge den britiske historiker Frances Yates knytter udgivelsen af de rosenkreuziske manifester sig til ægteskabet mellem kurfyrst Fredrik 5. af Pfalzen, og den engelske prinsesse Elisabeth Stuart. Fredrik blev i denne periode leder blandt de protestantiske fyrster i Europa. Han blev i 1619 valgt til konge af Bøhmen, men allerede i 1620 blev hans hær slået af Habsburgerne i slaget ved det Hvide Bjerg, hvilket var indledningen på tredivekrigen. I løbet af kort tid blev såvel Pfalzen som Bøhmen hærget af krig, og forhåbningerne til Fredrik, Elisabeth og deres allierede blev knust. Yates mener, at et centralt formål med ordenens krav om "en ny reformation" var at bane vej for en ny videnskabelig grundholdning, det der også kaldes et nyt paradigme.
En teori går også på, at bestræbelserne på at indføre et nyt paradigme skal knyttes sammen med en intellektuel bevægelse, der ca. strækker sig over perioden 1517 (Luthers 95 teser) til 1614 (udgivelsen af Fama). Ifølge denne teori er der hverken tale om en konkret person ved navn Christian Rosenkreuz eller et broderskab. Intellektuelle forfattere - som f.eks. Paracelsus (1493-1541), Dr. John Dee (1527-1608) og Giordano Bruno (1548-1600) - havde i perioden skrevet værker, der kan tolkes som et ønske om at kombinere kristendommen med renæssancens hermetisme (kabbala, alkymi og astrologi) - dvs. netop manifesternes projekt. Det var således fra denne bevægelse, de tre manifester udkom.
Der er således mange teorier om rosenkreuzerne og deres oprindelse. Nogle hævder, at der er tale om en fysisk person ved navn Christian Rosenkreuz og et helt konkret hemmeligt broderskab. Andre forstår manifesterne som en samling lignelser, der rummer en dybere mening, og som derfor skal fortolkes. Og atter andre ser manifesternes forfatter som et pseudonym for en historisk person. Dog er der også dem, der mener, at manifesterne ganske simpelt er en litterær spøg. Men uanset broderskabets oprindelse og eksistens er det et faktum, at det skabte en voldsom furore i samtiden. Mange folk søgte ivrigt efter broderskabet, som de så spor af flere steder efter at have læst manifesterne, og mange skrev offentlige breve med det formål at blive kontaktet at broderskabets medlemmer. Mystikken og hemmeligholdelsen var en kolossal drivkraft for den store interesse.
------------------------------------
Den som ønsker at opsøge os af ren nysgerrighed, vil aldrig få kontakt med os. Men hvis hans tilbøjelighed ærlig driver ham til at blive medlem af vort broderskab, vil vi, som er dommere over intentioner, forårsage ham til at indse sandheden i vore løfter. I denne forstand skal vi ikke gøre vort mødested i denne by [Paris] kendt, eftersom tankene tilknyttet søgerens ærlige ønske vil lede os til ham og ham til os.
Citat fra plakat i Paris, 1623.
------------------------------------
Mystik og frimureri
I årene efter manifesternes udgivelse blev der således skrevet meget om rosenkreuzerne. I 1618 udgav f.eks. Henrichus Neuhusius en pamflet ved navn Pia et Utilissima Admonitio de Fratribus Rosae Crucis, hvor han hævdede, at det rosenkreuziske broderskab havde forladt Europa og rejst til Østen på grund af den forestående krig (Trediveårs-krigen 1618-1648). Denne idé blev meget udbredt i de følgende år, hvor også Samuel Ritcher og René Guénon støttede idéen, men den blev ingenlunde uimodsagt. Andre, som f.eks. den okkulte forfatter Arthur Edward Waite, hævdede med stor iver, at broderskabet stadig opholdt sig i Europa, hvor de kæmpede for deres kulturelle revolution.
Det var midt i denne livlige diskussion om broderskabets eksistens og opholdssted, at mange små broderskaber dukkede frem og hævdede, at de var de sande rosenkreuzere. Mange af disse nye broderskaber var inspireret af det såkaldte "College of Invisibles", som var et netværk af astronomer, professorer, matematikere og naturfilosoffer som f.eks. Johannes Kepler, Georg Joachim Rheticus og Tycho Brahe havde været med i. Dette netværk, som gradvist begyndte at afholde jævnlige møder, hvor de delte deres viden og erfaringer, var en forløber for det senere videnskabelige selskab Royal Society. De rosenkreuziske grupper lod sig inspirere af dette netværk, ligesom de i et vist omfang selv kom til at påvirke andre grupper - fx frimurerne.
I London i 1717 slog fire loger sig sammen og dannede den første storloge af frimurerer. På grund af visse ligheder, og fordi nogle frimurere interesserede sig for rosenkreuzerne og deres idéer, er nogle af den opfattelse, at rosenkreuzerne kom til at påvirke frimureriet - især i Skotland. For eksempel skulle den engelske læge og frimurer Robert Fludd (1574-1637) være meget optaget af rosenkreuzerne, ligesom han også var meget fascineret af gamle mysterier, symboler og ritualer. Men også en frimurer ved navn Johan Amos Comenius (1592-1670), som bl.a. skulle have haft en tæt kontakt til Andreä, ønskede at fremme rosenkreuz-bevægelsen og rejste derfor til England for at yde sin bistand.
Selv om det er vanskeligt at bevise, er det tænkeligt, at frimureriet derfor har to rødder: det ene i de gamle murerlaug med deres selvstændighed og idealer, der går tilbage til Middelalderen, og det andet i rosenkreuzer-bevægelsen fra Tyskland, der byggede på en humanistisk-panteistisk (hermetisk) opfattelse samt et væld af overleveringer fra den orientalsk-græske mysterielære, kabbala og det gamle og nye testamente. Men overordnet kan vi sige, at det system, som Den Danske Frimurerorden arbejder efter, og som er kendetegnet ved at være et kristent system, har mange lighedspunkter til den opfattelse af den kristne lære og det kristne liv, som kommer til udtryk i Fama Fraternitatis Rosae Crucis.
I begyndelsen af 1700-tallet stiftede alkymisten Samuel Richter broderskabet The Golden Rosy Cross i Prag. Dette var et meget lukket og hierarkisk opbygget samfund, der brugte hemmelige tegn og alkymistiske symboler, og nye medlemmer fik desuden et nyt navn ved deres indvielse. Ordenen hævdede, at den var den sande rosenkreuzerorden, der kunne føre sin oprindelse tilbage til ægypteren Ormus. Gruppens medlemmer hævdede også, at det var centrale personer inden for rosenkreuzerordenen, der havde "opfundet" frimureriet, og at det derfor kun var dem, der forstod den fulde mening af frimurernes symboler. The Golden Rosy Cross kom da også til at påvirke mange frimurere. Med tiden tilføjede The Golden Rosy Cross ægyptiske og græske mysterier til sin lære samt elementer fra druidetraditionen.
På trods af ligheder og tydelige forbindelser mellem rosenkreuzere og frimurere er forskellene tydelige: Frimurerne var især optaget af Oplysningstidens idealer, så som moral, dannelse og Gud som det højeste princip, mens rosenkreuzerne hovedsageligt var optaget af gnostiske, astrologiske og alkymistiske forestillinger.
Okkult og teosofisk påvirkning
Den grundlæggende tanke i de rosenkreuziske manifester var som nævnt en blanding af mystik og videnskab. Dette skyldes, at de kombinerede den europæiske okkulte tradition og de hermetiske skrifter (se boks) med de nye videnskabelige opdagelser, som fandt sted i det 17. århundrede.
-------------------------------------------------
De hermetiske skrifter
Hermetisme er en religiøs og naturfilosofisk åndsretning, der havde rødder i senantikkens verden. Grundlaget for hermetismen er 17 afhandlinger, som udgør Corpus Hermeticum, og som fejlagtigt blev tilskrevet den mytiske skikkelse Hermes Trismegistos. De hermetiske skrifter har visse ligheder med gnosticismen, men har dog generelt et mere positivt syn på den materielle verden. Tekstsamlingen rummer både afhandlinger om astrologi og alkymi og erfaringsbaseret forskning inden for astronomi, kemi, lægemidler og lægekunst. Hermetismen blander således esoterisk spekulation og eksoterisk forskning. Hermetismen fik et markant opsving i Middelalderen og Renæssancen, da Corpus Hermeticum blev oversat til latin i 1460. Den udkom i 25 udgaver frem til 1641
-----------------------------------------------
Men fra slutningen af det 19. århundrede blev de rosenkreuziske broderskaber også påvirket af teosofien. For eksempel har Christian Rosenkreuz en meget central plads i Rudolf Steiners antroposofi. Steiner holdt i perioden den 22. maj til den 6. juni 1907 ikke mindre end fjorten foredrag om Rosenkreuzernes Teosofi. Steiner mente i øvrigt også, at Christian Rosenkreuz skulle have (re)inkarneret sig i grev St. Germain i det 18. århundrede.
I 1888 blev en okkult bevægelse ved navn The Hermetic Order of the Golden Dawn stiftet af frimurerne William Wynn Westcott (1848-1925), Samuel Liddell MacGregor Mathers (1854-1918) og William Robert Woodmann (1828-1891).
Bevægelsen havde en meget synkretistisk religiøs ideologi med et fokus på samtidens interesse for okkulte teknikker som et middel til personlig erkendelse og åndelig indsigt. Ideologien havde elementer fra bl.a. hermetismen, kabbalismen, ægyptisk mytologi samt en række okkulte traditioner, som f.eks. tarot, det astrale og de ti sefirot (elementer fra kabbala). Ligeledes var de inspireret af bevægelser som Teosofisk Samfund, Rosenkreuzerne og frimureriet. Disse forskellige forestillinger og traditioner blev tænkt sammen til et meget hierarkisk, rituelt system med komplicerede indvielsesritualer. Medlemmerne skulle via indvielserne opnå kendskab til og erkendelse af de teoretiske aspekter ved en lang række magisk-religiøse handlinger samt praktiske færdigheder i at udøve dem.
Bevægelsen tiltrak mange kendte personer, som f.eks. Edvard Munch (1863-1944), August
Strindberg (1849-1912),"Aleister" Alexander Edward Crowley (1875-1947) og William Butler Yeats (1865-1939).
The Hermetic Order of the Golden Dawn blev splittet i 1903 i småfraktioner, men dens indflydelse på senere okkult religiøsitet blev stor.
En anden rosenkreuzisk bevægelse der opstod ud af teosofien var Rosicrucian Fellowship, som blev stiftet i 1911 af danskeren Max Heindel (1865-1919). I modsætning til mange andre rosenkreuziske grupper hævdede Heindel, at hans bevægelse ikke var de eneste sande rosenkreuzere, men derimod et fællesskab, der var inspireret af de oprindelige manifester (deraf navnet). Et afgørende formål med gruppen var dog at forberede tilsynekomsten af det sande broderskab.
Læren i Rosicrucian Fellowship var især influeret af teosofi og Rudolf Steiners antroposofi. Max Heindel havde da også tidligere været elev af Steiner. Den grundlæggende forestilling i bevægelsen var (er) dualistisk: Mennesket er i sit inderste væsen en ånd, der som alt andet har udfoldet sig fra Guds oprindelige enhed. Denne ånd er fanget i materien og skal nu guides tilbage til sit udgangspunkt, til enheden. Mennesket er her i en læreproces, hvor det gennem flere liv skal opnå ny erkendelse og indsigt. Ligesom i meget teosofisk tænkning tales der også i Rosicrucian Fellowship om involution og evolution, om de syv kosmiske verdener eller planer, om menneskets syv-foldede konstitution og om Guds tre aspekter: vilje (Fader), visdom (Søn) og aktivitet (Helligånd). Også et dualistisk syn på Jesus ses, idet der tales om den "kosmiske Jesus" og den "indre Jesus". Ligeledes arbejdes der med astrologi og spirituel healing.
I modsætning til mange andre rosenkreuziske broderskaber opererede Rosicrucian Fellowship ikke i loger, men organiserede sig i stedet i kirker. De har i dag hovedsæde i Californien i USA.
Moderne rosenkreuzere i Danmark
Mange af de religiøse forestillinger, der er nævnt i det foregående, genfindes i flere moderne rosenkreuziske grupper, som vi skal se på i det følgende. De to følgende findes begge i Danmark.
Lectorium Rosicrucianum
En af de store rosenkreuziske grupper i dag er Lectorium Rosicrusianum (LR). Den blev indledt af Jan van Rijckenborgh (1896-1968) i 1924 som en underafdeling af the Rosicrucian Fellowship, men brød senere helt med denne i 1945. LR anser sig for en moderne udgave af den gnostiske og kathariske tradition, men lægger samtidig vægt på de rosenkreuziske idéer, på hermetismen og på den spirituelle alkymi.
Jan van Rijckenborgh var stormester i ordenen indtil sin død i 1968, hvor Catharose de Petri overtog ledelsen indtil 1990. Derefter har bevægelsen været ledet af et kollektiv på 13 personer, det såkaldte " The International Spiritual Directorate of 13".
Den gnostiske lære i LR er idéen om de to naturer. I den ene natur, som er præget af forgængelighed og blændværk, foregår kredsløbet af liv og død dvs. reinkarnation. Denne natur kaldes også den dialektiske. Den anden natur er derimod evig, uforanderlig og statisk, Det som bibelen kalder "Gudsriget". Mennesket har stadig en lille gnist af den guddommelige natur i sig, et åndeligt "gnist-atom", og det er det, som skaber en åndelig hjemlængsel efter Gudsriget ifølge LR.
LR ser det derfor som sin vigtigste opgave at vække den guddommelige gnist hos mennesket, så det kan blive genfødt - eller som det også kaldes: "transfigureret". En anden central forestilling i LR er idéen om mennesket som et mikrokosmos. Mennesket er et system af synlige og usynlige niveauer, der korresponderer med kosmos. Dette er i tråd med den hermetiske grundsætning: "Som for oven, således forneden".
LR er et broderskab med en meget fastlagt lære og praksis. F.eks. har de skitseret fem trin i transfigurationen, som udviklingen bør forløbe:
• Erkendelse af den sande natur og erfaring af den guddommelige gnist hjemlængsel.
• Ægte længsel efter frelse.
• Overgivelse af “jeget".
• En ny spontan tilgang til livet ledet af den guddommelige gnist.
• Den endelige "opfyldelse": Opvågnen og genopstandelse i det originale “livsfelt".
Som en ægte "elev", der ønsker at lade sig indvie i det hierarkiske gradssystem, skal man afstå fra kød, tobak og alkohol, og man må ikke være medlem af andre kirkesamfund. At vise sine ægte intentioner er derfor vigtigt for det kommende medlem, da det er et krav hos LR.
LR har hovedkvarter i Holland, og det anslås, at der på verdensplan er ca. 12.000 elever af LR og ca. 3000 aktive medlemmer. Et vedholdende rygte siger, at også medlemmer af den hollandske kongefamilie er medlemmer af LR.
AMORC
En anden stor rosenkreuzerorden, som også findes i Danmark (Aalborg og København), er AMORC (The Ancient Mystical Order Rosae Crucis). Ordenen blev stiftet i USA i 1909/15 af Harvey Spencer Lewis, og ifølge dens lære har den rødder tilbage i de antikke ægyptiske mysterieskoler under faraonerne Tuthmosis III og Akhenaton.
AMORC er struktureret i loger og storloger og ledes i dag af en såkaldt "Imperator", der har sit hovedsæde i Quebec i Canada.
Om AMORC's lære kan man f.eks. læse på deres hjemmeside: "Ordenen formidler en filosofi, ikke en religion, en filosofi som går til urkilden og inkluderer alle store tanker der nogensinde er tænkt af menneskeheden. Her finder vi en totalviden som forener videnskab med mystik". Dette ses også ganske tydeligt, når man læser om de mange religiøse aktiviteter, der foregår i AMORC, og nogle af de ting, man beskæftiger sig med. Det er f.eks.:
• mysteriet tid og rum
• den menneskelige bevidsthed
• materiens natur
• hvordan lys, farver og lyd indvirker på sind og krop
• antikkens filosoffer
• meditation
• menneskelige følelser og instinkter og deres relation til personligheden
• forklaring på fænomenet intuition og oversanselige erfaringer
• reinkarnationstanken
• menneskets sjæl
• gudsbegrebet
• esoterisk visdom og mystik
• visualisering og mental skabelse
Alt dette har ifølge AMORC til hensigt at give en praktisk og teoretisk kundskab om menneskets åndelige og personlige udvikling - at give indsigt i livet og tilværelsen og de universelle love. Hermed skulle man kunne opnå en ganske god livskvalitet ifølge tilhængerne af AMORC.
Deltagelse i AMORC's møder er åbne og består af såvel foredrag som konkret undervisning, og i modsætning til Lectorium Rosicrucianum er der ingen optagelseskrav og regler for "korrekt" livsførelse.
Rosenkreuzere, nyåndelighed og new age
De rosenkreuziske broderskaber har således en lang historie, og har gennemgået en stor udvikling. Mange mennesker har igennem de sidste 400 år været fascineret af mystikken og legenden om Christian Rosenkreuz, de hemmelige tegn og koder og de farverige og esoteriske indvielser. Og igennem denne fascination, hvor mennesker har beskæftiget sig med de rosenkreuziske idéer og forestillinger, har broderskaberne forandret sig. De "nye" rosenkreuziske broderskaber er blevet mere og mere teosofiske og (ny)gnostiske med tiden.
I dag er der et væld af broderskaber, der kalder sig rosenkreuzere, og som hver især lægger vægt på deres egen særegenhed, men der er dog én ting som flere af de nye broderskaber har til fælles, nemlig tilbudet om åndelig/spirituel udvikling, hvilket ligger i forlængelse af tilbudene fra nutidens nyåndelighed, new age. Det handler i høj grad om individet og dets egen frelsesprojekt. Og i broderskabets ånd foregår dette ofte gennem det hierarkiske gradssystem.