I København driver Barbara von Siebenthal "Center for kreativitet og teater". Tidligere elever på Centret beretter om forhold, der minder om en autoritær, destruktiv sekt, som systematisk ansporer sine deltagere til at overskride deres grænser. Tilbage står en gruppe traumatiserede yngre mennesker.

I april henvendte Marie og Louise sig til Dialogcentret. For otte år siden var de elever på en københavnsk teaterskole, men mente, at der kunne være tale om en "psykokult", som de kaldte det. På skolen skulle der foregå systematisk manipulation, seksuelle grænseoverskridelser og noget, der ligner nedbrydning af personligheden. I sektens kølvand svømmer en række mennesker med traumer, der spænder fra lavt selvværd, tvivl, og angst til psykiske sammenbrud og egentlige psykoser.

Denne psykokult har det fredelige og ifølge de tidligere elever misvisende navn Center for kreativitet og teater . Skolens reklamebrochurer ligger på fx københavnske og århusianske cafeer. Af brochurerne - og skolens hjemmeside ( www.siebenthal.dk ) - fremgår det, at skolen tilbyder fem-måneders moduler (à 20.000 kr.), og en tre-årig "Scene- og Livskunst- uddannelse" på seks moduler (dvs. i alt 120.000 kr.), " tilrettelagt med henblik på, at eleven uddanner sig til scenekunstner, alternativ behandler, underviser samt kursusleder ." For tiden går der ca. 70 mennesker pr. hold. Ved skolens start i 1998 gik der ca. 20 elever pr. hold.

Centets leder og grundlægger er  Barbara von Siebenthal , der ifølge centrets materiale " Efter en femårig stemme/sprogformer uddannelse i Schweiz har ... videreudviklet sig som kropsterapeut, healer og spirituel vejleder ", og er inspireret af navne fra  "Stanislavski til Michael Chekow, Rudolf Steiner, Osho ."

På hjemmesiden omtales Siebenthal og centret stærkt rosende af citerede elever: "Jeg har aldrig været et sted, hvor jeg føler mig mere set, elsket og værdsat som den, jeg er. Dette er et sted med et stort, varmt hjerte! , " Jeg har aldrig tidligere oplevet at være et sted, som er så livsbekræftende og hjertevarmt som stedet her..." . Og " Jeg har lært så meget af denne smukke, kloge, talentfulde, kærlige kvinde om krop, sind, hjerte, sjæl og ånd. Jeg har lært om selve livet."  Og så videre ...

Den eneste kritiske tekst på internettet er på engelsk, skrevet af en amerikansk elev, der blev smidt ud af skolen efter få dage og derpå skrev en skarp analyse af skolen (se note 1).

Anspændt debataften i København

Marie og Louise var ved at organisere et netværk af tidligere elever for at skabe en offentlig debat om "Centret". De ville de oprette en hjemmeside, der skulle nuancere billedet af skolens undervisning, I al fald i forhold til det billede, man får på skolens egen hjemmeside. De ville også bringe deres historier frem i offentligheden og søgte nu vores hjælp. Det resulterede i, at Jens Linderoth og undertegnede skulle møde "netværket" og give et oplæg om psykokulter og manipulation og om vores erfaringer med den slags. Og derefter optage interviews med alle interesserede.

Mødet foregik i Skt. Jakobs Sognegård i København den 18. og 19. maj om aftenen. I alt mødte godt et halvt hundrede op for at høre vore oplæg, diskutere og berette. Der har næppe gået meget mere end 1000 på Siebenthals skole i alt, deraf en del udlændinge. Alligevel havde Marie og Louise relativt let kunnet få 50 tidligere elever til at møde op for at høre et foredrag om sektmanipulation, dvs. måske 5% af alle, der har taget moduler på skolen.

Stemningen var i begyndelsen anspændt, især torsdag den 18. Kun få af de fremmødte - især unge kvinder - snakkede da med hinanden. Men efterhånden løsnede folk mærkbart op. Og det, vi hørte, svarede meget til Maries og Louises fortælling.

Om fredagen optog vi godt 12 timers interviews med de tidligere - ofte grædende - elever, og siden indsamlede vi et halvt dusin spørgeskemaer, dagbogsnotater osv. Mange af disse ting - og Siebenthals svar på vores spørgsmål til hende - kan ses her:  www.dci.dk/?tema=siebenthal .

Den følgende beretning om Siebenthals "Center" tager afsæt i dette materiale. Hvad vi her ser beskrevet, beretter om det mest destruktive og manipulerende, som Jens og jeg har oplevet i vores tid på Dialogcentret.

Selvafvikling gennem grænseoverskridelse

Siebenthal grundlagde sit "center" i 1998, og lige fra grundlæggelsen synes det tydeligt ud fra elevernes beretninger, at det handlede betydeligt mere om selvudvikling og spiritualitet end om "kreativitet og teater". Mere specifikt synes det at handle om 'selvudvikling gennem grænseoverskridelse'. 'Selvafvikling gennem grænseoverskridelse', fristes man til at sige.

Vi har forelagt dette for Siebenthal, der siger "  Dog har der været gruppeprocesser hvor nogle af deltagerne efterfølgende har følt, at de havde grænseoverskridende karakter. På disse områder er jeg blevet klogere siden disse tidlige år af mit arbejde.

Siebenthals program og teknik er, så vidt vi ved, ikke nedskrevet eller fastlagt. Der er undervisning på centret kl. 9-15 fra mandag til onsdag. Og hver tredje weekend. Hver morgen begynder Siebenthal med at fornemme, hvordan " gruppe-energien " (et nøgleord) er i det givne øjeblik. Ud fra Siebenthals definition af (og monopol på), 'hvad der er behov for', guides eleverne ud i kraftige fysiske og emotionelle øvelser. De skal understøtte 'en autentisk åbenhed', der skal hjælpe eleverne til at frigøre og udleve deres "potentialer". Hver gang uden at vide, hvad der skal ske. Som Marie siger: " Uforudsigeligheden i forløbet, som i Barbaras fortolkning går på en åbenhed for det, energien vil, er ekstremt utryg i længden. Alle forsøg på at sætte ting i en sammenhæng, opløses og er i øvrigt ikke ønsket på grund af den "kontrol", man så at sige søger over energien, som jo kun Barbara kender på den rigtige måde ."

Men nogle ting går igen i beretningerne: Man begynder måske med en morgenbøn: " Gud-dommelige ånd, vi beder om, du skal arbejde gennem hver og en af os ..." og " de fem tibetanere ", som er en slags energisk yoga. Eleverne bliver i forskellige sammenhænge (og uden videre information sat til at udføre forskellige tantra-øvelser - fx kundalini-yoga eller en grænseoverskridende " pulsing ", hvor deltagerne sidder med foden i hinandens skridt og "pulser" foden med energi fra den andens "rodchakra". Man har massage af forskellig slags. Voldsomhed bruges til at nedbryde kroppens og psykens pansre, fx i en obligatorisk øvelse hvor man stilles på række, hvorefter eleverne én ad gangen skal slå hinanden oven i hovedet og sige "tak!" for slaget. Og mene det! Den øvelse kan godt ligne et præcist billede på centrets almene fremgangsmåde.

Eleverne kan også gennemføre "lys-ritualer", hvor " udvalgte elever agerer forskellige porte, man skal igennem (nogen kommer ikke igennem, de, der er i deres modstand eller opgivelse) ", som Marie siger. Beslægtet hermed er et "våbenritual", hvor man skal give "slip på sin modstand" og sit forsvar og kan slippe igennem, hvis udvalgte vogtere mener, man er oprigtig, og man kan ende hos "solen", spillet af Siebenthal selv eller elever, hun har udpeget.

Så kan der komme en " Osho-meditation ", hvor alle i et kvarter skal grine, derpå græde et kvarter og til sidst være stille. Eller det, som "Mik" kalder en:  'Osho No Mind-meditation', hvor vi skulle stå med lukkede øjne og tale konstant i uforståeligt sprog" . Derpå kan følge et " body-flow ", hvor eleverne skal slippe deres intellekt (eller "mind") og lade kroppen vise vej. Som Mik siger:  Man kunne hoppe op og ned og sige 'åvåvåvåv' - og det skulle være helt oppe at køre...før det ligesom holdt op. Det skulle hele tiden mases op i det der hjørne, før det fik lov til at forandre sig  [dvs. før man kunne gå over til en ny øvelse, red.] . Og det synes jeg - det der maseri   - det var nok et gennemgående træk - kæft, hvor blev der mast meget, altså ." Tillige foregår forskellige slags energi-øvelser, farvemeditationer og dansemeditationer som sufi-dans og rollespil som "Familieopstillinger" og "Lille tyran, stor tyran".

Til sidst afsluttes med "Kredsen", hvor Siebenthal og eleverne i rundkreds diskuterer, hvordan man - og gruppeenergien - har det. Er der nogen, der "misbruger" gruppeenergien? Her kan Siebenthal og derpå alle eleverne vende sig mod en bestemt person, der er " i sin modstand ". Denne person kan så ydmyges og udskældes af Siebenthal og hele gruppen - eller simpelthen smides af holdet uden at kunne få sine penge refunderet.

Knæk modstanden, opløs jeget

Mange af de nævnte øvelser består af et mix af tantra, stress og pres, der virker inspireret af sekten " Osho ". Den er stiftet af den indiske guru,  Bhagwan Rajneesh  alias  Osho  (1931-90), der blev berømt og berygtet for sine næsten 100 Rolls Royce'-biler, Hitler-sympatier, gode humør og kyniske sorte humor. Oshos medlemmer søger at slippe sig selv fri - og bryde ud af samfundets, borgerskabets og familiemønstrenes normer - via bl.a. meditation med hyperventilation, primalskrigs-øvelser og fri sex (note 2). Siebenthal nævner selv i sit materiale, at Osho er en inspiration, og hun har taget et ophold på sektens hovedsted i Poona, Indien.

Siebenthal ønsker, at eleverne skal slippe deres "modstand" og "mind" og i stedet befinde sig umiddelbart og uden blokeringer i nuet og i kroppen. Eleverne skal, som Marie formulerer det, " helt ind i "energien", gruppen og "processen" og dermed "forvandlingen" hen imod deres "eget, unikke", "guddommelige", "smukke" og "kærlige selv". Hun hjælper dem med at indfri deres "egen oprindelige længsel" efter deres "autentiske selv" i totalt "nærvær med kraften og nuet ".

" Modstand " - fx jegets forsvar, skepticisme, kritisk tankegang og ubehag ved øvelserne - forstås som noget meget grimt; den yderste minus-værdi. Til gengæld ser Siebenthal elevens " guddommelige, autentiske selv " - altså at være i overensstemmelse med alt, være i "flow" - som noget meget smukt og ønskværdigt, den yderste plus-værdi.

"Modstand" blev let til betegnelsen for "det overfladiske niveau", det åbenlyse, som eleverne mærkede og sansede i sig selv.

"Det autentiske selv" var derimod "dybdeniveauet". Her var man kun, når man var i den yderste hengivelse til Siebenthals vilje. Eller i Siebenthals vurderinger af den enkelte. "Modstand" komme dermed til at betegne elevens oplevelse af ting og billede af sig selv, mens "det autentiske selv" reelt betyder Siebentals billede af eleven, der havde forrang for elevens egne oplevelser. Dette er en effektiv mekanisme til at modellere eleverne i sit eget billede.

"Modstand" blev i praksis til modstand mod Siebenthals tanker, vurderinger og praksis. Hvis en elev ønskede at sætte grænser eller sige fra under en øvelse, var det i realiteten forbudt, var oplevelsen, fordi Siebenthal vidste bedst, hvad der var godt for eleven. Som Mik udtrykker det: " Mit job var ikke at sætte mig til doms over, hvad der foregik. Det var tværtimod en dyd ikke at sætte sig til doms over, hvad der foregik. Det skulle have den fordel, hvis man ikke gjorde det, at man ikke blev indfanget af sine tanker, sådan som jeg forstod det ." Signe siger direkte: " Kritik var meget uønsket og blev opfattet som noget, der destruerede den udvikling, vi var i, hvor vi var ved at åbne op for noget meget sårbart ." Lydighed og tillid er nødvendig for at bryde modstanden. Mik siger også: " ..., det, der blev italesat, var: er man villig til at gå hele vejen? Tør man gå hele vejen? Face sin modstand - hele vejen ." Det kunne man som elev kun, hvis man fuldstændig hengav sit til Siebenthals vilje og intuition og opgav at lytte til sine egne fornemmelser, herunder ens refleksion og "sunde fornuft".

Som Louise beskriver en oplevelse: " Vi skulle rode rundt på gulvet med lukkede øjne. Der stod en betonstolpe i midten af rummet, og så slog jeg et ordentligt hul i hovedet. Det blødte og gjorde smadderondt - jeg fik hjernerystelse - og så kørte XXX mig på skadestuen...Jeg kan huske, at jeg sad ned, da jeg kom tilbage - jeg havde skidehamrende ondt i hovedet, jeg havde fået fire sting. Og hun [Siebenthal]  kom med sådan en utålmodig lyd, som om nu skulle jeg tage og tage mig lidt sammen - hun smilede lidt overbærende, som om jeg sad og prøvede at lave en historie. Og så troede jeg faktisk på, at jeg var ved at lave en historie, men jeg havde alligevel fået et hul i hovedet og fire sting og hjernerystelse - så det var ikke nogen historie altså! Jeg havde det ikke godt, og var chokeret over det, jeg tror jeg havde lyst til at græde af smerte, men jeg kan bare huske det der krøllede smil om hendes mund. Jeg oplevede det nedladende - sådan var min oplevelse af det...Min sanseoplevelse  [af at have slået sig]  havde på ingen måde nogen gennemslagskraft eller nogen sandhedsværdi - ikke for hende, og desværre heller ikke for mig, fordi jeg var, som jeg var.

At være "autentisk" og "gå hele vejen" foregik ved at sætte sig selv til side via hengivelse til Siebenthals vilje, overgivelse til hendes system af ord og vurderinger, grænseoverskridelser og de voldsomme kropsøvelser, der formår at stoppe tankevirksomhed og refleksion.

Siebenthal selv siger: " Der er flere henvisninger til, at jeg taler om "modstand". Det er også korrekt. Når man arbejder med kreativitet, det skabende selv, kommer man ikke langt ved udelukkende at forblive i det kritiske intellekt, som i sagens natur adskiller og desekrerer, hvor det kreative søger mod at skabe helhed. Den største grund til at mange mennesker er kreativt blokerede, er netop, at de er så kritiske ved sig selv. Så det er noget, vi arbejder meget med - og det vil jeg gerne stå fuldkommen ved. Vil man arbejde med sig selv og kunsten på den måde som jeg tilbyder det, må man også dykke andre steder ned i sig selv end intellektet. Det ved folk, når de melder sig til kurset, det er bl.a. derfor de fleste kommer. Al kunst handler jo om hengivelse, den hengivelse sker i nuet, ligesom det skabende sker i nuet. Og man må jo gå ud fra at eleverne kommer for at lære noget, og ja, noget af det de lærer er at være i nuet og være tilstede i kroppen."

Hertil kan man sige, at den hengivelse måske kan være på sin plads, når det handler om kunstnerisk udlevelse. Men denne radikale hengivelse er til gengæld farlig, når det handler om indordning under en ideologi eller en spirituel og terapeutisk selvudvikling under en karismatisk leder.

Siebenthal selv benægter dog over for os, at hun bedriver terapi : "Når det så er sagt, vil jeg gerne understrege at undervisningen ikke har som sigte at være et terapeutisk forløb eller kan bruges som erstatning for egentlig psykoterapi. Min undervisning er et arbejde med det kunstneriske og menneskelige potentiale. Naturligvis kan der være terapeutiske elementer i denne proces, da den kreative udfoldelse hænger tæt sammen med vores følelsesliv."

Hertil anfører tidligere elever (som Louise og Susanne), at det kan de ikke genkende. De beskriver hele elev-forløbet som soleklart terapeutisk lige fra begyndelsen. " Først græder én, så græder 20, mens folk brækker sig i spande. Hvis ikke det er hardcore-terapi, hvad er det så?"  som Louise spørger, og fortsætter: " Men en terapi, som Barbara ikke selv kan styre. Jo, hun kan nedbryde folk, men ikke bygge dem op igen ."

Siebenthal vedkender sig, at metoderne har været uheldige: " Som i alle andre former for kreative udviklingsprocesser gør man fejl undervejs. Set i bakspejlet er der bestemt dele af undervisningen, jeg fortryder i dag, ting jeg ønsker ugjort og ting jeg aktivt arbejder på at forandre. På den måde er min undervisning også en levende proces, der ændrer sig med min egen voksende selverkendelse ."

Det får Louise og Susanne til at huske, at Siebenthal da også kaldte sin skole for et "eksperimentarium" og spørge, om de da var forsøgskaniner...

Gruppeenergier og manipulationer

Siebenthal arbejder med elevernes " negative personlighedsmønstre ", som også formodes at påvirke gruppeenergiens balance. Man er præget af mønstre, hvor man "skubber" energi og andre "trækker" (stjæler) energi fra andre. "Tromleren" (eller "bull") er en personlighedstype, der skubber med to af de nedre chakraer. "Kritikeren" skubber med to af de øvre chakraer. "Den Reserverede" trækker energi og har en mur omkring sig. Også typen "Stakkels Mig" (også kaldet martyr eller OFFER!) trækker energi fra andre.

Eleverne tilhører altid en af disse fire uheldige roller, og disse roller/mønstre skal afkodes. Det er den slags udtryk, man beskriver sig selv og hinanden i. Og eleven kan beskyldes for bevidst eller ubevidst at forstyrre energien i rummet. Man skulle afskaffe sig sine negative mønstre, fordi det ellers kunne hæmme gruppens udvikling. Der var ikke bare frit valg. Og lod man være, mistede man muligheden for at udvikle sig, og at få Siebenthals eller gruppens anerkendelse. Eller man mistede simpelthen muligheden af at blive på holdet, så man altså mistede det, man havde investeret så meget i (af penge, følelser, tid, tanker osv.)

Der er ergo kun én vej: Man skal være mere loyal overfor gruppesammenspillet - som Siebenthal udlægger det - end over for sig selv. Denne mekanisme af belønning og straf medfører, at man præges ("betinges" eller dresseres) til at føle sig lykkelig, begejstret og lydig, for ellers er straffen hård. Og Siebenthals kommandoer og indsigter sker i gruppens navn. Hvis Siebenthal smed en elev ud eller ydmygede personen, var det i gruppens navn.

Alle blev således gjort ansvarlige for, hvad der skete; det var ikke Siebenthals skyld. Og blev den enkelte vred eller såret over krænkelser, så blev vreden rettet mod gruppen; det var ikke Siebenthals skyld. Så hun har den reelle magt, mens "gruppeenergien" får ansvaret.

Disse mekanismer finder vi manipulerende og autoritære. Ved et spil af ord og et system af straf og belønning har Siebenthal undergravet elevernes vurderinger og instinkter og benævnt det modstand og anledning til at blive udstødt. Mens Siebenthals egne vurderinger og befalinger har fået en uimodsigelig, magisk kraft. Øvelsen med at stille folk op på række, bede dem slå hinanden i hovedet og derpå sige et dybfølt "tak!" er sigende. Det samme gælder den systematiske metode med at forklæde egne vurderinger med, at det er gruppe-energien, der her taler.

Siebenthal siger selv: " Alle eleverne kommer til en personlig samtale hvor jeg redegør for undervisningen, hvordan jeg arbejder med kreativitet, teater og selvudvikling og hvor jeg understreger, at hver elev har ansvaret for sin egen proces. Uden dette ansvar, ingen udvikling.

Jeg er dog - også i lyset af den rejste kritik - opmærksom på at undervisningen kan virke for autoritær."

Trods den stærke indordning under gruppen - som reelt er Siebenthals uimodsigelige vilje - gælder en stærk individualisme. Som Siebenthal selv fortæller os (og på sin hjemmeside): " hver elev har ansvaret for sin egen proces. Uden dette ansvar, ingen udvikling"

Eleverne får hurtigt indtryk af, at hver elev er i sin helt egen udvikling, som kun Siebenthal kan gennemskue. Hvis de andre kreative udtryk er elendige, skal man trække på skulderen, for det elendige udtryk er sikkert et nødvendigt led i vedkommendes proces. Og hvis de andre er ulykkelige og fortvivlede, skal man trække på skulderen, for vedkommende er nok blot i sin "modstand". Man lærer i praksis ikke at bekymre sig om, hvordan de andre har det. Den naturlige samvittighed og empati frakobles, og får man nykker eller panderynker, er man selv i "modstand" og kan miste sin investerede kapital osv. Det kan se ud som om, at "ansvaret for sin egen proces" i realiteten betyder, at man programmeres til at være ligegyldig over for de andres lidelser.

Som Mik siger: " Så man kunne heller ikke anklage nogen og sige "det dér, det synes jeg simpelt hen er for dårligt - fordi den måde, du behandler hende, er for dårlig"! Det kunne man ikke komme med, fordi det hedder for det første: "Bland dig udenom, fordi  jeg  arbejder med hende!", og for det andet kan man ikke udlede en pædagogik på nogen måde ... Så på den måde var man meget alene i sin egen proces, samtidig med, at man var underlagt en eller anden gruppedynamik, samtidig med, at det var hende, der italesatte eller bestemte, hvor vejen skulle hen - samtidig med, at hun kom op og lavede den der indsnusningsting: 'ja, hvor er gruppen? Ja, hvor skal vi hen i dag?"

Andre negative bindinger stammer ifølge Siebenthal fra ens familiebaggrund og tidligere reinkarnationer. For at afsløre familierollerne gennemføres et rollespil, "familiebilleder", hvor en elev skal opstille et tableau, hvor familierollerne fra fortiden spilles igen med forskellige elever som skuespillere og en selv som instruktør. Som "Jonas" beskriver det: " Det handlede gerne om afsløringer af overgreb af forskellig slags, eksempelvis voldtægt eller lignende, der på en eller anden mystisk måde kom frem i lyset ved hjælp af denne teknik, der tog en-tre timer. Det var ikke altid vedkommende selv var klar over, at de havde været udsat for det. Og samtidigt var der en mærkelig SE & HØR-værdi i at "det havde forekommet, glemt af alle..." inkl. for den, opstillingen blev lavet for."  Flere af disse "familieopstillinger" medførte konflikt og brud mellem eleven og forældrene. Og det bringer tanken hen på det såkaldte " False Memory Syndrome " (note 3).

Centret har også brugt et radikalt lydighedsspil kaldet "Lille tyran, stor tyran", hvor hver elev i 20 minutter har absolut kommando over en gruppe andre elever. Som Susanne siger: " At udføre tyrannens kommando var noget underligt noget. Jeg blev beordret at 'elske' med en anden kvinde, hvilket jeg så prøvede at mime meget diskret, men jeg følte jo ikke, jeg kunne sige nej. Det var ikke det det handlede om. Det var bare ubehageligt. Og vi blev filmet af Barbara imens. Hun virkede, som om det hele var okay. Vi evaluerede det ikke eller snakkede om, hvordan det havde været. Ikke så vidt jeg husker. Det skulle vi da ha' gjort!" Andre har tilsvarende historier om, at man under tyran-legen løb splitternøgne omkring med buske mellem balderne, mens Siebenthal filmede løs, uden hun os bekendt nogensinde forklarede eleverne, hvad filmen skulle bruges til.

Til det siger Siebenthal : "Den øvelse, der omtales med nøgenhed, er en øvelse jeg har introduceret 2 gange, og kun 1 gang på den måde for 8 år siden. Da fik eleverne lov at gå ret vidt med øvelsen med det resultat at nogle løb nøgne rundt. Det seksuelle aspekt i det kan jeg ikke genkende og ja, dele af den øvelse blev filmet, idet vi dengang arbejdede med optagelser i undervisningen, så eleverne kunne bruge dette materiale til det videre arbejde. Det blev nu aldrig aktuelt og disse film er for længst destrueret ."

Kravet om absolut lydighed og grænseoverskridelse optræder hele tiden - også uden for de yderligtgående "tyran-spil". Om en tur til Sverige fortæller Signe: " Men det var familiebilleder, det gik galt for mig i. Dels følte jeg, at det var et overgreb, og dels tænkte jeg: hvad fanden er det for et cirkus, jeg er havnet i??? Jeg gik en tur i skoven - og det måtte jeg åbenbart IKKE. Hun var så anfægtet, at jeg skulle helt ned og kysse jorden under hendes fod - BOGSTAVELIGT TALT, hvis jeg skulle være blevet der (det var i hvert fald min oplevelse i

situationen). Og det kunne jeg ikke. Jeg kunne kun sige, at jeg elskede at være der, og at der ikke var noget i verden, jeg hellere ville end være netop dér!"

Det var ikke nok. Signe blev smidt ud og skulle - helt Tvind-agtigt - selv finde hjem til Danmark fra Sverige.

Forførelser og overgreb

Eleverne har altså skullet realisere deres indre, guddommelige selv ved stressende kropsøvelser, lydighedstræning, systematiske grænseoverskridelser og ved at finde en ny identitet, udpeget af Siebenthal, alt sammen på baggrund af absolut hengivelse til Siebenthals vilje. Den hengivelse kom meget hurtigt for alle.

Jonas beskriver Siebenthal således:  Meget karismatisk, guruagtig, groft manipulerende, seksuelt indsmigrende (mod begge køn), venlig, smilende, stirrende, stærk, højt selvværd, mystisk, kærlig, hård, retfærdighedssøgende. Hun havde bl.a. et privat forhold til en elev på begge mine hold, en på hver. Det er min personlige holdning at det er yderst upassende på en skole lærer og elev imellem. Men igen, der blev ikke sagt noget til det i lang tid, og da der først gjorde, måtte den person, der omtalte det som upassende, "gå sin egen vej" - med andre ord forlade Centret ". Dette sidste benægter Siebenthal, da vi forelagde hende dette.

Eller som Susanne siger: " Jeg beundrede hende meget. Jeg syntes, hun var smuk, viis, karismatisk, en autoritet. Hun havde overtalelsesevne. Jeg oplevede det, som om hun var clairvoyant og 'in tune' med den guddommelige kraft, og at jeg skulle tage ved lære af alt, hvad hun gjorde og sagde ... Hun definerede rummet og sandheden."

'Karismatisk', 'manipulerende' og 'forgribende' går igen i flere beskrivelser af Siebenthal.

"Linea" deltog på de to allerførste moduler, Siebenthal holdt. Linea havde været udsat for en seksuelt grænseoverskridende oplevelse med et familiemedlem i barndommen eller i den tidlige pubertet og fortæller nu fra sit ophold på centret. " Vi stod så i en eller anden meditation, og pludselig var det det her emne, der kom op - 'grænseoverskridende seksualitet.' Og så skal jeg udleve det dér med ham. Så kom Barbara hen og tog her på underlivet, og hun tog virkelig fat, sådan at jeg kunne mærke hendes hænder...mens hun sagde - "Jahhh, Ud med det, ud med det." Og bagefter har jeg haft det sådan, arghh, det var da en ekstra grænseoverskridende ting oven på den første ... det er ligesom et traume oven på et traume ."

Marie fulgte det andet og tredje modul i centrets historie (altså 1998-99) og fortæller her om sin oplevelse af at have været udsat for magtmisbrug og seksuel forførelse. En dag henvendte Siebentahl sig til Marie og konfronterede hende med en drøm, hun skal have haft samme morgen. Siebenthal (som allerede havde fortalt sin daværende kvindelige kæreste om drømmen), fortalte Marie, at drømmen skulle forstås som et udtryk for "en særlig forbindelse" mellem Marie og hende selv.

Det udviklede sig til samtaler , hvor Marie bl.a. fik at vide, at " jeg har været hendes lærer i et tidligere liv, og at vi har været elskere, og jeg var manden ... Og der er noget, vi ikke fik gjort færdigt dengang."  Det kulminerede på skolens obligatoriske sverigestur, da Marie afviste Sibentahls forsøg på kontakt og private invitationer. Derpå ydmygede Siebenthal og dennes kæreste hende foran holdet og kaldte hende 'Lucifer'. Som Marie siger om det videre forløb. "A lle i gruppen blev nødt til at deltage, i stor angst for selv at blive gjort familiære med mig og den Lucifer-energi, jeg var fanget i. Alle i gruppen fik at vide, at de ikke måtte kigge mig i øjnene og tale med mig, for så ville de blive fanget ind af min luciferiske energi, og den var så kraftfuld og voldsom, at Barbara selv havde været lige ved at bukke under for den. Ingen turde tage kontakt til mig efter dette."

Marie tog hjem og kastede op. Det var hendes farvel til Centret.

Modulet efter var det norske Marija, der udsættes for Siebenthals beskyldninger (for at være "luciferisk" og forførende) og at blive forført til at blive elskerinde for den person, Marija så som sin "gudinde". Som Marija udtrykker det: " Og jeg forstår heller ikke før til sidst, at det er det, hun  [Siebenthal]  gør. Jeg blev helt sådan "nå jo, ok" , altså på et eller andet plan blev jeg forført. På et eller andet plan var det hende, der åbnede det hele, åbnede relationen."

Siebenthals ord og teknikker har formået at nedbryde elevernes grænser og til at få dem til at se hende som en gudinde, hvis ord er flydende guld fra visdommens kilder. Eleverne investeret både penge, tid og entusiasme i forløbet og har oplevet, at "modstand" let medfører, at man smides af holdet uden mulighed for at få sine 20.000 kr. igen. Når eleverne således bliver gjort stærkt afhængige af Siebenthals velvilje og anerkendelse, kan det forekomme etisk problematisk, at Siebenthal flere gange har forført sine kvindelige elever seksuelt.

Det medgiver Siebenthal, da vi forelagde hende dette: " Det er rigtigt, at jeg tre gange på de 11 år, jeg har haft centeret, har indledt et forhold til en elev. Det er nok ikke første gang i verdenshistorien at en lærer har haft et forhold til en elev; mine elever har alle været voksne mennesker, der selv har kunnet træffe beslutninger om deres liv. Men set med de erfaringer, jeg har i dag, mener jeg, at man af princip skal undgå at involvere sig følelsesmæssigt som lærer, al den stund, at man som lærer har et autoritetsforhold i forhold til sine elever".

Om episoden med Marie udtaler Siebenthal: " Jeg vil dog gerne erkende, at jeg ikke opførte mig ordentligt over for hende. Jeg er ikke enig i, at hun blev gjort til skamme fordi hun ikke ville være min elskerinde, men hvis det er hendes oplevelse, beklager jeg det dybt. Ordet Lucifer kom ind i billedet fordi hun og jeg havde talt om hvad det var for et begreb i antroposofisk sammenhæng. Jeg er godt klar over at hun opfatter situationen anderledes, men har siden hen ikke haft muligheden for at tale med hende om det. Men jeg skylder hende en uforbeholden undskyldning, for jeg burde have håndteret situationen meget bedre. Undskyld Marie!"

Hertil svarer Marie, at hun finder det " påfaldende, at hun  [Siebenthal]  nu føler en trang til at "undskylde", efter 7 år, lige præcis nu, hvor hun er under pres af offentlighedens søgelys. Derudover finder jeg hendes svar selvmodsigende. Hun nægter på den ene side at acceptere det, der er sket, og mener så alligevel at hun skulle have håndteret situationen bedre! Da hun ikke vedkender sig situationen, hvilken situation refererer hun så til?"

Siebenthals kyniske adfærd ser også mere ud til at være del af et mønster end en svipser. Marie beretter videre: " Uanset folks personlige kompleksitet er det ikke forsvarligt at opfordre en potentiel selvmordskandidat  [hvilket konkret skal være sket ifølge flere vidner, red.]  til at "hoppe ud ad vinduet og få det overstået" - for derefter at placere vedkommende i en rundkreds af mennesker, der indirekte tvinges til at straffe personen for dennes misbrug af gruppeenergien med sit "offerpis", under dække af, at vedkommende styrkes i sit autentiske selv. Bagefter ville hun så bede personen mærke efter og sige "tak" og bede om tilgivelse til gruppen og Barbara, hvilket utroligt nok skete. Mange gange!"

En manipulerende psykokult

Muligvis kan Siebenthals stressende kropsøvelser frigøre "indre potentialer" hos nogle. Det kan man aldrig vide. Men øvelserne har i alt fald også kunnet frakoble deltagernes tanker og kritiske sans og kunnet "mørne" psyken og jeget og gøre folk modtagelige for ordrer. I sig selv - og enkeltvis - er der ikke nødvendigvis noget at udsætte på de forskellige fysiske øvelser. Men de indgår i en samlet mekanisme, der for os at se har virket mørnende og måske endda hypnotisk på eleverne.

Siebenthal har dernæst via sin enorme autoritet og sine magtfulde teknikker formået at svække selvagtelsen hos mange af sine kursister og dermed gøre dem afhængige af hendes anerkendelse af dem. Hun har en bemærkelsesværdig magt over sine kursister, og mange af de tidligere elever har den dag i dag en angst for Siebenthal, der virker påfaldende på os.

Mens eleverne gik på skolen, har de til gengæld følt sig som en kaldet elite, hævet over de uforstående omgivelser. De har været indfanget af Siebenthals specielle ordverden ("skubbe-" og "trække-energier" osv.), som få udenfor har kunnet forstå. Siebenthal har ifølge beretningerne flere gange tilskyndet kursisterne til at svække deres kontakt til folk i omverdenen, især hvis de var kritiske mod hende. Og centrets autoritære struktur og indre logik har haft et mønster, så ingen kunne modsige Siebentahl - i alt fald ikke uden, at de mistede alt det, de havde investeret i stedet.

Siebenthal har på hvert modul opbygget en struktur, der minder påfaldende om dem, som de amerikanske psykiatere Robert Lifton og Margaret Singer ser i destruktive sekter og i "tankereform" (det, der tit kaldes "hjernevask"), se boksen. Dermed har Siebenthal hos mange fremmanet en absolut lydighed, en modtagelighed for næsten at blive dresseret, uden at flertallet af elever har været bevidst om denne dressur, mens den foregik.

De kritiske elevers beretninger tegner et samlet billede af noget, man kan kalde en tantra-inspireret psykokult. Det er et Dialogcenter-udtryk for en terapi-sekt, der vil fjerne personens 'modstand', 'negativitet, 'engrammer', eller hvad de psykiske 'fejlprogrammer' end kaldes. Psykokultens ambition er at rense psyken og indkode et "rigtigt" program i folks hoveder - eller (som det hedder inden for tankegangen) hente et indre, uendeligt potentiale frem fra psyken. Dette foregår typisk på kostbare kurser, ikke sjældent med det mål, at man selv kan blive kursusleder og dermed tjene sine penge hjem igen.

Bevægelser og systemer, der har træk af psykokult, er fx Scientology, Silva-metoden, est/Landmark, Osho og TM. Og som rent danske psykokulter - Menos og Siebenthals center. Deres metoder har vist sig tit at være psykologisk meget indgribende. Men er metoderne tilpas skånselsløse, er denne indgriben ret destruktiv.

Siebenthal selv afviser, at hun er opbygget en religiøs, terapeutisk, totalitær og manipulerende sekt bag et skalkeskjul om at drive et "Center for kreativitet og teater", hvor det vigtigste angiveligt er at arbejde med og forbedre elevens kreative evner.

Hun siger til vores kritik: " Til de mange spørgsmål vedr. religion, reinkarnation o.s.v. vil jeg og Dialogcenteret aldrig have samme ståsted. Jeg anfægter ikke jeres tro, og forventer, at I respekterer min. Jeg lægger ikke skjul på i mine brochurer, at Center for Kreativitet og Teater er baseret på et holistisk livssyn med troen på ethvert menneskes ansvar for sit eget liv.

Jeg lægger i mit materiale og i mine samtaler med kommende elever ikke skjul på at det også handler om spiritualitet, hvilket dog i min verden ikke er det samme som religion. ...Der er ingen elever der skal bøje sig for en budha figur. Som led i undervisningen synger vi sange fra forskellige kulturer verdenen over. Det er et led i den kreative dannelse, og i den forbindelse har Tibetanernes medicin budha været ind over."

Senere siger hun: " Danmark er et frit land hvor folk er fri til at gå ind i hvad som helst de føler sig tiltrukket af og de er også fri til at gå ud, når som helst.... Det har intet med Center for Kreativitet og teater at gøre, da vi hverken er en sluttet personkreds, der bekender sig til en særlig religion, da vi ikke er yderligtgående eller fanatiske og ikke er en kult. Vi er et undervisningssted, hvor folk kommer og går."

For det første går vores kritik i første omgang ikke på, at Siebenthals skole som baggrund har en anden religiøsitet end vores, og at hun i sin undervisning henviser til reinkarnationer, "spirits", en amerikansk tidligere TM'er, Shanti Mai, som sin personlige guru osv. Vores kritik går her på skolens manipulerende sekterisme og menneskenedbrydende praksis.

For det andet forestiller en sekt eller "guru" sig sjældent, at her er er tale om en sekt. Og endnu sjældnere vedkender den sig og reklamerer med, at den er en sekt. Det er langt lettere at hverve folk til "kurser" eller til en skole, der skal forbedre diverse kompetencer hos "elever", end at rekrutere til en religiøs sekt med fanatiske disciple. For os at se har Siebenthals skole i al fald hidtil i praksis fungeret stærkt sekterisk og nedbrydende. Vi finder nemlig, at Dr. Liftons og Dr. Singers beskrivelser af en destruktiv sekt og tankereform rammer plet med praksis på skolen (se boksen og note 4).

Det sekteriske i skolen var ifølge flere elever noget, man tog op for at afdramatisere det. Som Mik siger om Siebenthals måder at tackle emnet på på skolen: " Ja, det minder jo lidt om en sekt, det her - fnis, fnis - ja, men det ved vi jo alle sammen godt, at det er det ikke!" Så på den måde, ved at italesætte de her ting, så tog det også ligesom gassen af ballonen. Men det betyder ikke, at tingene ikke kunne fungere, at mekanismerne ikke kunne fungere alligevel, men de blev faktisk italesat og nævnt ."

Den styrende kraft i centrets spirituelle "selvudvikling" er tydeligvis den meget autoritære Siebenthal, men hun giver folk det indtryk, at den spirituelle kraft er i dem selv, i deres "autentiske selv" og i gruppens. Dermed kan de ikke rette vreden mod andre end sig selv, hvis de skades af terapien. Eller mod gruppen, de andre elever. Resultatet er skadede og nedbrudte mennesker, der i flere år sidder fast i sig selv, i selvbebrejdelser og angst og frygt for menneskegrupper, og som hvileløst vandrer fra terapi til terapi for at heles.

Mens man er elev på Siebenthals "center", er man næsten altid entusiastisk og begejstret. Hendes teknikker formår at blødgøre elevens "filter" og bevidsthed via systematisk desorientering og undergravelse af personens hidtidige normer. Og via teknikker, der fremkalder stærke affekter og hengivelse til Siebenthals karismatiske autoritet. Eleven synes at være i en slags drøm, en magi eller ekstase, og mange oplever det som oprigtigt dejligt og livsbekræftende at deltage på skolen.

Men for rigtig mange af eleverne er rusen blevet afløst af voldsomme "tømmermænd": Mindreværdsfølelser ("jeg slog ikke til"), vrede rettet indad ("jeg svigtede"), angst og en social "overfølsomhed" og en personlig "grænseløshed" i grader, der spænder fra angst for menneskegrupper til psykoser. "Mik" afsluttede således sit ophold med at høre stemmer, og han er ikke den eneste, der blev psykotisk, så vidt vi er orienterede. Faktisk har  meget  få (om nogen overhovedet) af de tidligere elever, som vi har talt med, undgået et psykisk eftersmæk af en eller anden slags.

Vi kan ikke bevise, at disse traumer ikke fandtes i forvejen hos deltagerne (latent eller aktuelt). Men den slags mental belastning, tantrateknik og suggestiv "dressur" af folk kan knække selv de hårdeste negle, vurderer Dialogcentret efter 30 års erfaring med sekter. Siebenthals "center" er muligvis en "udvikling" af personligheden for nogle. Men mindst lige så tydeligt har centret vist sig at være en afvikling af personligheden for andre.

Nogle af navnene i ovenstående er ændret af redaktionen, men alles identitet er redaktionen bekendt.

-  Vil man kontakte den kritiske gruppe af elever, så skriv til pinocchios@gmail.com

 ----------------------------------------------------------------

1. Den kritiske amerikanske hjemmeside er her:   https://ruklas.blogspot.com/2005/07/centre-for-creativity-and-theatre-big.html

2. Den Nye Dialog har tidligere bragt denne artikel  https://www.dci.dk/?artikel=677&emne=osho  om Osho skrevet af en tidligere Osho-dicipel. 3. Om "False Memory Syndrome" se fx https://www.stopbadtherapy.com/fms/intro.shtml  og https://www.massey.ac.nz/~trauma/issues/1998-3/gow1.htm  .

4. Se følgende websites, der beskriver en klassisk sekt:  https://www.orange-papers.org/orange-cultinfo.html   https://www.reveal.org/library/psych/lifton.html , https://www.geocities.com/rick_g22/cults/cults1b.html  og https://www.rickross.com/faq.html