E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
04 Dec 2013 21:37
Forfatter
Immanuel Fuglsang, Herning

Ved gudstjenesten i Den danske Folkekirke søndag den 23. juni var den foreskrevne prædiketekst taget fra Lukas Evangeliets  kapitel 6.  Her står der bl.a. følgende ord i vers 36 og 37:  Jesus sagde: Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. 

I den forbindelse har jeg gjort mig nogle overvejelser, som mange af Herning Folkeblads læsere antageligt kan nikke genkendende til. Og da der som bekendt mange steder foregår en udbredt debat om kirke og kristendom, vil jeg gerne give min mening til kende i lyset af to ord, som på samme tid kan ligne hinanden, men som også betyder noget meget forskelligt. Som overskriften over dette indlæg siger, er det ordene: dømme og bedømme. 

Hvad vil det sige at dømme? Meget kunne skrives herom, men i daglig tale kender vi vel bedst ordet fra en retssal, hvor en dommer (evt. flere dommere) har til opgave at træffe afgørelse i forbindelse med en lovovertrædelse. Og her er det nødvendigt at tage stilling til både skyld og strafudmåling. I den sammenhæng ville det være fuldstændig malplaceret at sige til en dommer: Døm ikke osv. fra den pågældende bibeltekst. Naturligvis skal dommeren gøre det, han får sin løn for nemlig at bedømme sagen - og i givet fald også at dømme den/de skyldige. 

I den bibelske og kirkelige sammenhæng er det imidlertid ikke altid så enkelt at anvende de to nævnte ord. Men det udelukker på ingen måde et berettiget forsøg, selv om det nok kan kaldes et kontroversielt område. 

Når Jesus siger, at vi mennesker ikke skal dømme hinanden, så betyder det på ingen måde, at vi ikke må have en mening om noget, der også angår andre, eller at vi ikke offentligt må give en sådan mening til kende. Naturligvis må vi det, bare der holdes en god tone i debatten. Ellers ville det jo ikke være muligt at få bragt et læserbrev i den lokale avis. Men hvad er det så, Jesus vil advare imod? Her kan med fuld ret anføres følgende citat af en afdød norsk bibelskoleforstander ved navn Øivind Andersen: At dømme er at bruge Bibelen som målestok for andre, uden at Bibelen først har fået lov at dømme mig selv og føre mig ind i et ret forhold til Gud. Der er masser af advarende eksempler på det, og i sådanne tilfælde bliver det til ondskab og hårdhjertethed. Og her bliver der ikke megen plads til medlidenhed og barmhjertighed. Dømmesyge er ganske enkelt et kendetegn på selvretfærdighed. 

Men hvad så med ordet bedømme? Ja, det har både kirken som helhed og alle kristne som enkeltpersoner en pligt til at gøre, for hvordan skal man ellers kunne være til gavn og hjælp for andre, der måtte spørge om vejledning? Bibelen siger ganske klart, at der i de kristne menigheder skal være personer (såkaldte hyrder og vejledere!), der kan bedømme den forkyndelse og undervisning, der kommer til udtryk, f. eks.  1. Johs. Brev, kap. 4, vers 1:   Mine kære, tro ikke enhver ånd, men prøv (læs: bedøm!) om ånderne er af Gud, for der er gået mange falske profeter ud i verden.  Og her er det bestemt meget vigtigt, at man udtrykker sine meninger og bedømmelser på en venlig og barmhjertig måde. Men så er det samtidig lige så vigtigt, at der også i den aktuelle kirkelige situation er mennesker, der vil stå frem på en troværdig og respektabel måde for så at sige at tale tidsånden imod. 

Som et pejlemærke kan med fuld ret anføres nogle bibelord, som er med til at kaste et klart lys over en kirkelig debatsituation (og vel også i andre sammenhænge!). De står i et afsnit i Bibelen, som nogle kalder Kærlighedens højsang i  1. Korinterbrev kap. 13, vers 4-7:   Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. 

De citerede ord glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden må således betyde, at jeg ikke primært skal være optaget af at få ret i en diskussion (det kaldes vist at være rethaverisk). Nej, min hensigt skal i langt højere grad være den, at jeg gerne vil gøre andre delagtige i den sandhed, som jeg selv er blevet overbevist om i lyset af Bibelens undervisning og vejledning.

(Fra  Herning Folkeblad: Læserbrev  om hvor grænsen går mellem, hvad vi som mennesker bør bedømme selv og hvad der bør overlades til Gud 27. juni 2013, Af Immanuel Fuglsang.
Emner
Dom
Dokumenttype
Forkyndelse
"dagens by 25-maj-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Kolding

Koldings våben.pngKolding er en fjordby og købstad i Sydjylland og er med sine 58.021 indbyggere Danmarks 7. største by. Kolding er i dag hovedby i Kolding Kommune og hører under Region Syddanmark.

Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i Trekantområdet.

Pga. byens centrale placering i Danmark har handel og eksport gennem tiderne været betydende for byens udvikling og Kolding Å var i mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og hertugdømmerne sydpå. Denne handel er først foregået via landevej og skib, og senere også via jernbanen.

Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet, har været betydende for byen, da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest betydende kongelige var nok Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-talletChristian 4. i starten af 1600-tallet og Frederik 4. i starten af 1700-tallet.

Kolding ses første gang på skrift første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 og her benyttes navnet Kaldyng. Et segl på et brev fra bystyret i slutningen af 1200-tallet, har indskriften "SIGILLUM SANCTI KANVTI DE KALDING" og et andet segl fra 1421; "S'CIWITATIS IN KAALDYNG", men i begyndelsen af 1300-tallet vinder stavemåden Kolding/Colding dog frem og Kolding bliver senere den mest brugte.

Der har været fremført forskellige forklaringer på ordets betydning og stednavneforskerne mener i dag, at Kolding betyder “den kolde å".Navnet Kolding er afledt afadjektivet kald, kold, tilføjet endelsen ung med betydningen ‘det kolde vand eller den kolde å', som må hentyde til åen eller fjorden.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje."
Rom 8,26-27