E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
26 Aug 2014 23:02
Forfatter
Lars Hedegaard

Forfatter: Lars Hedegaard 19 juli, 2014

Charlotta Johansson er en værdig diskussionspartner. Derfor vil jeg fortælle hende om nogle glemte nuancer i den aktuelle krig mellem Hamas og Israel.

I modsætning til, hvad Charlotta Johansson måske tror, nærer jeg en vis respekt for hende. Det gør jeg, fordi hun som en af de få, der vil diskutere tidens store spørgsmål, optræder som den hun er: Hun hedder Charlotta og jeg hedder Lars.

Jeg ved altså, hvem jeg har med at gøre. Det er betryggede, for jeg hader at føre samtaler med folk, der gemmer sig under betegnelser som "Kurt B", "Konen fra mosen" eller "Svenskeren". Hvem ved, om de overhovedet findes?

Som det hedder i en gammel dansk sang om Holger Danske (det er ham der sidder på Kronborg og påstås at have været en af Karl den Stores bedste mænd): "Når mænd jeg kasted min handske, opslog jeg min ridderhjelm. De så jeg var Holger Danske og ingen formummet skælm."

Det er Charlotta heller ikke, så lad os krydse klinger.


I sit seneste indlæg i Dispatch International opfordrer Charlotta Johansson til, at vi nuancerer billedet af konflikten mellem Israel og dets naboer.

Det er jeg med på, og jeg synes, vi skal glemme diskussionen om gamle dage og hvem der har historisk ret til landet mellem Jordanfloden og Middelhavet. Vi bliver alligevel ikke enige, men fortaber os i ørkesløshed.

Lad os derfor nuancere billedet af den aktuelle krig.

Ser vi på de seneste dages tildragelser, springer visse kendsgerninger i øjnene.

Israel gør sit bedste for at undgå civile ofre, mens Hamas på må og få affyrer raketter mod Israel uden ringeste hensyntagen til, hvem de rammer. De rammer ganske vist ikke ret mange, fordi israelerne har et effektivt forsvarssystem i form af Iron Dome, men det lave tabstal i Israel skyldes ikke, at Hamas prøver at begrænse civile tab.

Israel  har naturligvis både ret og pligt til at forsvare sig bedst muligt, når det bliver angrebet.

Men når det drejer sig om den jødiske stat, gælder der tydeligvis andre regler. Så taler man ikke om angreb og forsvar, men om en "endeløs voldsspiral" - hvormed man indirekte antyder, at begge parter - Hamas og Israel - er lige gode om at bære det moralske ansvar for konflikten.

Men er det sandt? Nej, siger der fremtrædende amerikanske kommentator Charles Krauthammer  og det kan næppe udtrykkes bedre end han gør det:

“Sjældent har international politik fremvist en sådan moralsk klarhed. ... Alle ved, at Hamas startede denne minikrig. Og alle kender den begrundelse, som Hamas stolt vedstår sig: Udryddelsen af Israel og dets jøder."

Krauthammer afviser på det bestemteste påstanden om, at volden er resultat af en israelsk besættelse og blokade af Gaza:

"For mindre end ti år siden kunne internationalt fjernsyn vise, hvordan den israelske hær trak standhaftige bosættere ned fra synagogernes tage, mens Israel udviste sine borgere, trak sit militær ud og overlod hver en tomme af Gaza til palæstinenserne. Der var ikke en soldat, ikke en bosætter og ikke en eneste israeler tilbage i Gaza."

Derudover prøvede Israel at hjælpe Gazas økonomi ved at efterlade 3000 drivhuse og gav dermed Gaza muligheden for at producere frugt og blomster til eksport. Israel åbnede også grænseovergange og søgte at fremme samhandelen.

Og hvad var svaret fra Gazas palæstinensere?

"Først rev de drivhusene ned. Så valgte de Hamas. Dernæst, i stedet for at for at opbygge en stat med de nødvendige politiske og økonomiske institutioner, brugte de det meste af et tiår på at omdanne Gaza til en militærbase, der strutter med terrorvåben for at føre endeløs krig mod Israel."

Hamas har bevidst placeret disse våben i skoler, hospitaler, moskeer og private huse i den hensigt at udsætte mænd, kvinder og børn for at blive dræbt, når Israel går til modangreb.

Under den aktuelle konflikt har Israel gang på gang advaret civile i Gaza om at komme væk, inden det israelske militær uskadeliggjorde Hamas' arsenal. Hamas har svaret ved at opfordre sin egen befolkning til optræde som menneskelige skjolde.

Efter at Israel besluttede at indsætte landstyrker i Gaza, fandt FN pludselig ud af, at der var gemt raketter i en af de skoler, som verdensorganisationen driver i Gaza. De vil have os til at tro, at det kommer bag på dem.

Det er en krigsforbrydelse. Ingen krigsførende part må gemme sine soldater eller våben bag civile.

Har jeg nuanceret det nok? Nej, der er mere.

Når israelere på bestialsk vis myrder en palæstinensisk teenager, bliver de på det skarpeste fordømt af en enig presse og regering. De bliver retsforfulgt og kan se frem til at tilbringe resten af livet i fængsel. Når palæstinensere bortfører og myrder tre israelske teenagere, bliver de fremhævet som eksempler til efterfølgelse.

Eller klik ind på den fortrinlige israelske engelsksprogede tv-kanal I24 News, der har givet enformidabel dækning af hele den aktuelle krig.

Her rapporterer man ikke bare om de civile ofre for israelske angreb. Studieværter og kommentatorer beklager disse tab.

Her indbyder man også palæstinensere fra Vestbredden og Gaza til at kommentere situationen og til at fremsætte deres anklager mod Israel.

Og her får israelske kritikere af statsminister Benjamin Netanyahus politik og den israelske hærs fremfærd frit løb. Midt under en krig!

Sådan handler en civiliseret stat.

Gazakrigen står mellem civilisation og barbari.

Behøver vi flere nuancer?

"dagens by 25-maj-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Kolding

Koldings våben.pngKolding er en fjordby og købstad i Sydjylland og er med sine 58.021 indbyggere Danmarks 7. største by. Kolding er i dag hovedby i Kolding Kommune og hører under Region Syddanmark.

Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i Trekantområdet.

Pga. byens centrale placering i Danmark har handel og eksport gennem tiderne været betydende for byens udvikling og Kolding Å var i mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og hertugdømmerne sydpå. Denne handel er først foregået via landevej og skib, og senere også via jernbanen.

Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet, har været betydende for byen, da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest betydende kongelige var nok Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-talletChristian 4. i starten af 1600-tallet og Frederik 4. i starten af 1700-tallet.

Kolding ses første gang på skrift første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 og her benyttes navnet Kaldyng. Et segl på et brev fra bystyret i slutningen af 1200-tallet, har indskriften "SIGILLUM SANCTI KANVTI DE KALDING" og et andet segl fra 1421; "S'CIWITATIS IN KAALDYNG", men i begyndelsen af 1300-tallet vinder stavemåden Kolding/Colding dog frem og Kolding bliver senere den mest brugte.

Der har været fremført forskellige forklaringer på ordets betydning og stednavneforskerne mener i dag, at Kolding betyder “den kolde å".Navnet Kolding er afledt afadjektivet kald, kold, tilføjet endelsen ung med betydningen ‘det kolde vand eller den kolde å', som må hentyde til åen eller fjorden.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
Forbøn for andre kan med rette betegnes som at elske andre på vores knæ.
Charles Bent