E-mail: admin@tro.dk
Dato for offentliggørelse
18 Jul 2017 19:54
Forfatter
Poul Hoffmann

Fra Skriften.net
Af Poul Hoffmann. 

“Hvis Gud virkelig er så kærlig, kan Han da ikke sende nogen i fortabelsen." 

Det er en betragtning, man tit bliver stillet over for af mennesker, som ikke rigtig kan bekvemme sig til at indlade sig med Kristendommen. 

Men siden dengang mennesket selv vendte sig fra Gud, sådan som det berettes på nogle af Bibelens første blade, da har menneskeslægten været fortabt. Hvert eneste menneske fødes fortabt. Det eneste, Gud foretager sig, er ved Kristus at frelse mennesker fra fortabelsen. 

Dette med Verdens fortabte tilstand kan selvfølgelig lyves bort; men der har aldrig levet et menneske, som ikke inderst inde vidste, at det er sandt. 

Mennesket er utrolig opfind­somt, når det gælder at lyve sig fra synden; men det har jo ingen chance for at lyve sig fra dens uundgåelige konsekvens: døden. Den altforpestende død. Selvfølgelig kan den midlertidigt tilsløres med visdomsord om, at nok er der meget ondt i livet, men der er jo også meget godt, og udviklingen skal da vist nok gå fremad, hvis bare vi strenger os an, osv. 

Men der er intet menneske, som ikke med mellemrum står i situationer, hvor han eller hun véd med hver fiber i kroppen, at den slags visdom ikke bare er meningsløs; den er, som den store ateist Schopenhauer sagde, en bitter hån mod menneskets navnløse lidelser. 

Det er, som hvis man kom til en lille dreng, der stod ved sin mors grav, og sagde: “Nu må du holde op med at skabe dig, for lægevidenskaben går fremad, og for resten er der udsalg af soft-ice henne om hjørnet." 

Vi skal ellers ikke gå i detaljer; vi skal ikke tale om små drenge ved grave, eller hvilke konkrete ting der nu gør det særlig klart for den enkelte af os, at det - som Bibelen siger - er Djævelen, der regerer i denne Verden. Vi skal ikke pine os selv med det. Men det er altså vilkårene. 

Hvis der ikke sker noget med et menneske, hvis det bare bliver, hvor det er - så forbliver det dødens og Djævelens bytte. Denne Verden er allerede fortabelsens forgård. Og jo mere denne Verden “realiserer sig selv", som det hedder, jo værre bliver den. 

Det er jo noget, som også andre end Kristne udtrykker en voksende fornemmelse af i nutiden. Den stadig mere forstenede egoisme og råhed, der præger billedet, nationalt og internationalt, og også skaber en stadig større angst og ensomhed - det er, som om det bliver værre og værre. Ja, det har Bibelen altid vidst; at der ville komme sådan en fase. 

“Fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste," sagde Jesus om den. Det er denne verdens sidste ulvetider. Det er den antikristelige tid, hvor sataniseringen vil kulminere i en Djævelens inkarnation på jorden, et sort modstykke til det, der skete, da Gud blev menneske i Kristus. 

Det er jo påfaldende at se, hvordan det emne nu dukker op i bøger og film - Satans søns komme. Men Bibelen véd altså noget mere. Den véd, at den Antikristelige tid kun tilsyneladende er dødskræfternes triumf. I virkeligheden er den deres sidste rasen før deres undergang. Det er det dybe mørke før det store daggry. 

Eller som Bibelen også siger det: Det er tiden, hvor verdensfornyelsen stunder til. Gud skabte oprindelig denne jord paradisisk; den blev siden forpestet af synd og død, den er hjemfalden til undergang: men det er Guds åbenbarede hensigt at nyskabe den og lade den bestå for evigt i paradisisk herlighed. 

“Og ulven skal gå hos lammet. panteren hvile hos kiddet, kalven og ungløven græsse sammen, dem driver en lille dreng. Kvien og bjørnen bliver venner, deres unger ligger side om side, og løven æder strå som oksen; den spæde skal lege ved øglens hul, den afvante række sin hånd til giftslangens rede. Der gøres ej ondt og voldes ej mén i hele mit hellige bjergland; thi landet er fuldt af HERRENS kundskab, som vandene dækker havets bund" (Es. 11:6-9). 

Der kommer en dag, hvor Gud for stedse gør op med mørkets magter og renser sit skaberværk for synd og død. Vor tids store smerte er véerne ved den nye verdens fødsel. Og som der altid er en række symptomer, der røber, når en fødsel er nær, sådan angiver Bibelen en række symptomer på, at verdensgenfødelsen, som Jesus kalder det, er nær. 

Større og mindre tidens tegn - lige fra dette afgørende med mordet på kærligheden til en ting som tiltagende jordskælvshyppighed. Lyse tegn som Israels samling i Det hellige Land, og dystre tegn som okkultismens opblomstring. 

Undertiden også tegn, som man aldrig rigtig har kunnet få til at harmonere indbyrdes, før man nu ser, at de faktisk optræder samtidig - samtidig med, at Evangelieforkyndelsen når ud over hele jorden, sker der et frafald fra Kristendommen; ja, men netop sådan er det forudsagt i Ny Testamente. 

Familieopløsning og andre samfundskatastrofer, falske profeter, forfølgelser -. “Men når dette begynder at ske. da skal l rette jer og løfte jeres hoveder, for jeres forløsning nærmer sig" (Luk. 21:28) 

Ja, Kristne har aldrig haft nogen opfordring til at holde på den gamle lidelsens og dødens verden. Med frimodighed ser vi tegnene på dens undergang, for det er tegnene på Kristi genkomst. Bag mørket gryr hans nye Verden, det evige liv i strålerne fra det ny Jerusalem. 

“Og jeg så den hellige stad, det ny Jerusalem, komme ned fra Himlen fra Gud, rede som en brud, smykket for sin brudgom. Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige: “Se. nu er Guds bolig hos menneskene, og han skal bo hos dem, og de skal være hans folk, og Gud selv skal være hos dem, og han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere: thi det, som var før, er nu forsvundet." Og han, som sad på tronen, sagde: “Se. jeg gør alting nyt." (Åb. 21:2-5).
"dagens by 25-maj-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Kolding

Koldings våben.pngKolding er en fjordby og købstad i Sydjylland og er med sine 58.021 indbyggere Danmarks 7. største by. Kolding er i dag hovedby i Kolding Kommune og hører under Region Syddanmark.

Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i Trekantområdet.

Pga. byens centrale placering i Danmark har handel og eksport gennem tiderne været betydende for byens udvikling og Kolding Å var i mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og hertugdømmerne sydpå. Denne handel er først foregået via landevej og skib, og senere også via jernbanen.

Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet, har været betydende for byen, da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest betydende kongelige var nok Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-talletChristian 4. i starten af 1600-tallet og Frederik 4. i starten af 1700-tallet.

Kolding ses første gang på skrift første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 og her benyttes navnet Kaldyng. Et segl på et brev fra bystyret i slutningen af 1200-tallet, har indskriften "SIGILLUM SANCTI KANVTI DE KALDING" og et andet segl fra 1421; "S'CIWITATIS IN KAALDYNG", men i begyndelsen af 1300-tallet vinder stavemåden Kolding/Colding dog frem og Kolding bliver senere den mest brugte.

Der har været fremført forskellige forklaringer på ordets betydning og stednavneforskerne mener i dag, at Kolding betyder “den kolde å".Navnet Kolding er afledt afadjektivet kald, kold, tilføjet endelsen ung med betydningen ‘det kolde vand eller den kolde å', som må hentyde til åen eller fjorden.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
De mægtigste bønner fødes ikke igennem lange og tunge bønnetider, men igennem hjerter, der bliver smittet af Guds kærlighed.
frit efter Richard J. Foster