E-mail: admin@tro.dk

Dato for offentliggørelse
25 Sep 2017 00:59

Anna Bjørner Larssen - Fra Teater til Tempel

Af Simon Griis

Anna Bjørner Larsen (1875-1955) var i begyndelsen af det tyvende århundrede en af landets mest feterede og højest roste skuespillerinder.

Det kom som et chok, da hun fik en åndelig oplevelse og blev en personlig kristen. Dette bevirkede, at hun forlod teatrets skrå brædder netop, som hun syntes på sin karrieres højeste. Hun viede sit liv til forkyndergerningen, og var med til a stifte den apostolske kirke i Danmark.


Jeg har hele mit voksenliv haft en interesse for denne stærke kvindelige personlighed, der gik imod mainstream og skiftede primadonnapopulariteten ud med religiøs modstand og intolerance. Da jeg opdagede, at det rent faktisk var til at få fat i originale post- og fankort med hende fra hendes storhedstid på teatret, begyndte jeg at søge efter dem, og har i dag en lille samling af fotopostkort med hende, som næppe har den store værdi for andre end mig selv og nogle få her i landet, der har samme interesse.

Anna voksede op som teaterbarn, og stod bag scenen som helt lille og på scenen allerede som barn. Da hun var 16 fik hun sit gennembrud i ”Man skal ikke spøge med kærligheden”, og blev straks modtaget af publikum som et rent naturtalent. Som det charmerende, uskyldige, kunstnerisk begavede, satiriske, vittige, følsomme, lidenskabelige, og muntre naturbarn, hun var (eller spillede?), gik vejen mod toppen raskt og uden de store forhindringer. 

Forfatteren Sven Lange kaldte Anna en “Sommerfugl, en lille oprindelig Menneskenaturs umiddelbare Udtryk for, hvad der rørte sig i den”. Forfatteren Agnes Henningsen sagde om hende: “Alt hos hende synes Natur (...) Der er Kunstnere, der giver Livet, tungt og virkelighedstro. Som en god Roman. Anna Larssen er Lyrikken.” 

Da Anna blev 33, kunne hun fejre 25 års jubilæum på teatret. Hun var ikke gammel, men havde allerede spillet alle de store roller; her iblandt hovedrollerne i Alferne, Elskerinden, Hallfred Vandraadeskjald, Tante Cramers Testamente, og Løgnens Ansigter, Hun spillede Shakespeares Ophelia, Adam Oehlenschlägers Valborg, digteren M. Maeterlincks Monna Vanna, en barnlig pervers Salome i O. Wildes gyser af samme navn, Marguerite Gautier i A. Dumas Kameliadamen og mange mange flere.

Det var ved mødet med metodistpræsten T B Baratt, at Anna blev vakt for evangeliet. Hun var lige blevet færdig med at turnere med ”kameliedamen”, året var 1909, og hun forlod teatret. Det var ikke en let beslutning, for hun elskede teatret. Alle ville have hende tilbage på scenen, og selv det Kgl. Tetaer gav hende et yderst fristende tilbud. Men Anna havde fået et kald, og hun begyndte nu at turnere land og rige rundt med en helt anden forestilling, hun blev prædikant, en gudsbenådet forkynder af de glade nyheder. 

Sammen med sin mand Sigurd Bjørner, dannede hun Evangelieforsamlingen, og blev den Apostolske Kirkes fremmeste figur i de første vækkelsesår.











"dagens by 25-maj-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Kolding

Koldings våben.pngKolding er en fjordby og købstad i Sydjylland og er med sine 58.021 indbyggere Danmarks 7. største by. Kolding er i dag hovedby i Kolding Kommune og hører under Region Syddanmark.

Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i Trekantområdet.

Pga. byens centrale placering i Danmark har handel og eksport gennem tiderne været betydende for byens udvikling og Kolding Å var i mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og hertugdømmerne sydpå. Denne handel er først foregået via landevej og skib, og senere også via jernbanen.

Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet, har været betydende for byen, da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest betydende kongelige var nok Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-talletChristian 4. i starten af 1600-tallet og Frederik 4. i starten af 1700-tallet.

Kolding ses første gang på skrift første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 og her benyttes navnet Kaldyng. Et segl på et brev fra bystyret i slutningen af 1200-tallet, har indskriften "SIGILLUM SANCTI KANVTI DE KALDING" og et andet segl fra 1421; "S'CIWITATIS IN KAALDYNG", men i begyndelsen af 1300-tallet vinder stavemåden Kolding/Colding dog frem og Kolding bliver senere den mest brugte.

Der har været fremført forskellige forklaringer på ordets betydning og stednavneforskerne mener i dag, at Kolding betyder “den kolde å".Navnet Kolding er afledt afadjektivet kald, kold, tilføjet endelsen ung med betydningen ‘det kolde vand eller den kolde å', som må hentyde til åen eller fjorden.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
At have et inderligt ønske om noget er ikke det samme som at bede.
Edwin L. Cole