E-mail: admin@tro.dk

af Præst Jürgen Galonska
 

Det koster at være kristen, for den kristne tros indhold forandrer sig aldrig uanset, hvad det moderne menneske mener.

Jim Collins, en kendt professor og ledelseskonsulent, skriver i sin bog "From good to great" om en række egenskaber, som kendetegner virksomheder, der har haft vedvarende succes.
Han nævner blandt andet, at lederne og medarbejderne i sådanne virksomheder er parate til at se de brutale kendsgerninger i øjnene og samtidig modige nok til at skabe de nødvendige forandringer.
Med andre ord: Hvordan går det virkelig i virksomheden? Hvad er illusion? Hvad er fakta, hvad er drøm? Hvordan har "patienten" det i virkeligheden? Jim Collins konkluderede, at man i disse virksomheder hele tiden var parate til forandring og på forkant med udviklingen, fordi man var klar til at se ubekvemme sandheder i øjnene.
 

Det kan kristne lære meget af 
Erkendelsen af sandheden vil gøre os frie, siger Jesus. For mig at se, er vi kristne primært udfordret på tre områder i dag:
For det første lever vi i en verden, hvor underholdningsindustrien bombarderer os med fantasier, illusioner og en "drømmeverden", som forsøger at tilfredsstille behovet for spænding og et meningsfyldt liv. Mange ser tv-serien Friends og følger med i tv-personernes hverdag, i stedet for selv at skabe selv en spændende hverdag med vennerne...
For det andet har den postmoderne tid bragt så mange forandringer på kort tid, at de fleste nok har svært ved at følge med. Alt er blevet relativt. Der findes ingen absolut sandhed, og ingen ved længere, hvad der er rigtig og forkert. Rigtigt må derfor være det, som føles godt.
For det tredje, har rigtig mange kristne - og især frikirker - gennem årene været isolerede fra samfundet, fordi de har skabt deres egen subkultur. Det er kun godt, at frikirkerne nu er på vej ind i samfundet igen og vil blive en del af "folket", men hvor går grænsen, og hvordan undgår vi at blive totalt verdslige og sælge ud af arvesølvet?
Svaret ligger efter min mening i Gudsfrygten. Det betyder ikke, at vi skal være bange for Gud, plaget af skyldfølelser og fyldte med angst. Når Bibelen taler om Gudsfrygt, så handler det om en dyb respekt for Gud. Sund ærefrygt. En bevidsthed om, at Gud er universets skaber, og at jeg kun er et lille menneske, hvor mine handlinger har konsekvenser.
 

Et leve med løgn
Gudsfrygten bevirker, at vi kommer til at elske sandheden. Man kan sagtens være kristen og leve med en eller flere løgne i sit liv. Patriarken Jakob levede i tyve år(!) med en løgn om, at hans yndlingssøn Josef var død, mens han i virkeligheden var på vej til at blive hersker over hele Ægypten.
Bibelen siger, at Jakob sørgede og ikke ville lade sig trøste. Da han fik sandheden at vide, havde han svært at tro på den, men han livede op og blev genforenet med sin elskede søn. Hvor smertefuldt må det ikke være at skulle se i øjnene, at éns dagligdag i årevis har været ødelagt, fordi man troede på en løgn?
Samtidig bringer selve sandheden og erkendelsen af sandheden stor glæde og befrielse. I det øjeblik, hvor vi tør se sandheden i øjnene, begynder vi at leve i virkeligheden og bliver autentiske og ægte.
Hvis vi hilser sandheden velkommen som en medicin, der ikke altid smager godt, men som har en god virkning, så begynder der at ske noget i vores liv. Guds sandhed er befriende! Vi lever i virkeligheden, og ikke længere i en "drømmeverden".
 

Hvem har autoriteten?
I en tid med skiftende værdier og hvor meget går i opløsning, bevirker Gudsfrygten, at man respekterer Guds ord (Bibelen) som den højeste autoritet i sit liv. Gudsfrygten sætter sandheden højere end egne meninger og følelser. Har jeg Gudsfrygt i mit liv, så betyder Guds mening mere for mig end denne verdens klogskab.
Her kan kristne godt markere sig, men uden at overrumple andre eller spille bedrevidende. Evangeliets indhold forandrer sig aldrig uanset, hvad det moderne menneske mener. Synd er synd og vil altid bringe død og ødelæggelse. Her udfordres kristne til at have en klar holdning til synd i eget liv.
I denne sammenhæng skal der også lige bemærkes, at jeg ikke mener, vi kan forandre vores samfund ved at demonstrere mod denne verdens værdier. Gud er ikke overrasket over synden. Gud forventer heller ikke, at ateister, muslimer, buddhister og andre personer, som ikke er kristne, prøver bare nogenlunde at overholde de ti bud.
Jesus siger, at mennesker er slaver af synden. Den eneste vej ud af slaveriet er at komme til tro på Jesus og blive født på ny, så man med Helligåndens hjælp kan leve en anderledes livsstil. Det er spild af tid at bruge kræfter på at forandre samfundet, hvis hjerterne ikke bliver forvandlede. Som jeg ser det, er Jesus først og fremmest interesseret i at forandre menneskers hjerter, og dét vil være med til at forandre samfundet.
 

Gudsfrygt eller menneskefrygt
Til sidst mener jeg, at vi må vælge mellem menneskefrygt og Gudsfrygt. Hvor søger jeg anerkendelse? Hos menneskers eller hos Gud? Det er dejligt, når samfundet anerkender en kirkes arbejde og en menighed er højt respekteret, men det bør ikke være vores drivkraft. Jesus siger, at vi skal være glade, når man lyver os alt muligt ondt på (så længe det ikke er sandt!), og Paulus siger, at alle som vil leve et gudfrygtigt liv, kommer til at lide for det.
Jesus er vores allerbedste forbillede. Han var sammen med syndere hele tiden, og han elskede dem - men han syndede ikke selv. I omgangen med mennesker, som ikke er kristne, skal kristne være vise, men samtidig være klar over, at budskabet om Jesu kors stadigvæk skaber forargelse. Det spændingsfelt må vi leve med.

Bragt med tilladelse fra Domino - www.domino-online.dk

"dagens by 25-maj-25", en ny by at bede for hver dag. I dag har vi valgt:
Kolding

Koldings våben.pngKolding er en fjordby og købstad i Sydjylland og er med sine 58.021 indbyggere Danmarks 7. største by. Kolding er i dag hovedby i Kolding Kommune og hører under Region Syddanmark.

Byen er sandsynligvis opstået i sidste halvdel af 1100-tallet. I middelalderen blev byen ramt af flere krige og pest, hvilket bevirkede en tilbagegang i indbyggertal og handel, men siden slutningen af 1800-tallet har byen gennemgående haft fremgang og er i dag en driftig handels- og erhvervsby i Trekantområdet.

Pga. byens centrale placering i Danmark har handel og eksport gennem tiderne været betydende for byens udvikling og Kolding Å var i mange år toldgrænsen mellem Kongeriget og hertugdømmerne sydpå. Denne handel er først foregået via landevej og skib, og senere også via jernbanen.

Nord for Kolding Å ligger Slotsbanken med byens vartegn, kongeslottet Koldinghus, der blev bygget som kongerigets beskyttelse af den sydlige grænse. De kongeliges ophold på slottet, har været betydende for byen, da det kastede glans over byen og gav arbejde til indbyggerne. De mest betydende kongelige var nok Christian 3. og hans hustru Dronning Dorothea i 1500-talletChristian 4. i starten af 1600-tallet og Frederik 4. i starten af 1700-tallet.

Kolding ses første gang på skrift første gang i Kong Valdemars Jordebog fra 1231 og her benyttes navnet Kaldyng. Et segl på et brev fra bystyret i slutningen af 1200-tallet, har indskriften "SIGILLUM SANCTI KANVTI DE KALDING" og et andet segl fra 1421; "S'CIWITATIS IN KAALDYNG", men i begyndelsen af 1300-tallet vinder stavemåden Kolding/Colding dog frem og Kolding bliver senere den mest brugte.

Der har været fremført forskellige forklaringer på ordets betydning og stednavneforskerne mener i dag, at Kolding betyder “den kolde å".Navnet Kolding er afledt afadjektivet kald, kold, tilføjet endelsen ung med betydningen ‘det kolde vand eller den kolde å', som må hentyde til åen eller fjorden.

Hvis du har hjerte for at bede sammen med os for denne by, står vi flere sammen!
“Og også Ånden kommer os til hjælp i vor skrøbelighed. For hvordan vi skal bede, og hvad vi skal bede om, ved vi ikke. Men Ånden selv går i forbøn for os med uudsigelige sukke, og han, der ransager hjerterne, ved, hvad Ånden vil, for den går i forbøn for de hellige efter Guds vilje."
Rom 8,26-27