William Carey født 1761 i en lille landsby i Midtengland, Paulerspury, hvor de fleste af de ca. 800 indbyggere var vævere. Williams far var lærer i den lille landsbyskole, hvor de boede.
William var en frisk dreng, selv om han ikke var som alle andre drenge.
Kammeraterne kaldte ham for Columbus, fordi han altid var på opdagelse.
Han elskede at farte omkring i mark og skov og kunne sidde i timevis i et træ og se på fuglene, når de fløj ud og ind af deres reder. Hans værrelse var fyldt med alt muligt, som han havde slæbt med hjem: fugleæg, fuglebur, bur med hvide mus, blomster og sjældne stene. På hylder og i skuffer havde han æsker med insekter. Han studerede deres udvikling fra æg og til larve, fra larve til puppe og fra puppe til sommerfugl.
Og det var ikke så få bøger, han allerede havde i sin reol. For sine spareskillinger købte han altid bøger. Han elskede at læse rejsebeskrivelser, historie og geografi og lånte derfor mange bøger.
Da hans far ikke havde råd til at lade ham gå skolevejen, blev han, da han var 12 år, sendt ud at tjene. Allerede da var han i gang med at studere latin, ligesom han læste Pilgrimsvandringen. Medens han gik derude på marken og pløjede, lærte han, at fæste øjnene på et bestemt punkt, så furen kunne blive lige. Men han lærte også at fæste sine øjne på et bestemt mål i livet, derfor nåede han mere end de fleste.
Fil 3,14.Jeg jager mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus.

Da William var 14 år, kom han i skomagerlære, og siden arbejdede han som skomager i 12 år. Efter at hans mester var død, giftede han sig og overtog forretningen, men det blev under fattige kår.
Hver 14 dag gik han til byen med en sæk fodtøj på nakken, som han skulle sælge. Han kunne tjene mellem 9 og 10 shillings om ugen. Men han skammede sig aldrig over sit håndværk.
Engang han senere var til et stort selskab, spurgte en vigtigper, som ville gøre lidt nar af ham: "Hvordan er det, har Carey ikke været skomager?" "Nej, min herre," svarede Carey, "Jeg var kun lappeskomager."
I sin mesters bogreol fandt han en dag en græsk bog, og hos en mand i byen fik han begyndelsesgrundene og lærte sig sproget. Hos en præst lærte han hebraisk, og ved selvstudium lærte han hollandsk, fransk og italiensk. Om dagen sled han i det på værkstedet, om aftenen underviste han på en lille aftenskole, og om natten studerede han sine kære bøger.

Selv om William Carey nok var fra et kristeligt præget hjem, var det dog først gennem  hans arbejdskammerat Warr, at han kom under en personlig og stærk kristen indflydelse. William tog det ikke så nøje med at bande og lyve, men kammeraten vidnede for ham og lånte ham mange gode bøger.
William blev vundet for Jesus, og blev senere præst i en lille baptistmenighed, men da lønnen ikke var ret stor, fortsatte han med sit håndværk ved siden af.
Men Herren kaldte på ham til en større tjeneste, da han var i gang med at læse "Kaptajn Cooks sidste rejse".
Cook var ingen kristen. Om en af øerne han opdagede, skrev han: "Ingen vil nogen sinde vove at bringe Evangeliet til Erromanga, for der er hverken ære eller penge at vinde ved det."
Ingen - - William læste det en gang til, og pludselig så han deres nød.
Nu læste han bøger om Indien, Kina, Afrika, Amrika og Europa, og for hver bog han læste, blev hans indtryk stærkere: Hele verden trænger til Kristus!

På værkstedet havde han et verdenskort over arbejdsbordet - han havde altid nøden for øje. Ofte sad han oppe til langt på natten og studerede kort og bøger. Ofte bøjede han sine knæ og talte med Gud om hedningene, som ventede.
Han virkede en tid som lærer på skolen, og det hændte ikke sjældent, at børnene så ham græde, når han havde geografi - han så de store menneskemasser for sig, som vandrede mod evigheden uden Gud.
Engang ved et møde spurgte lederen, om der var nogen, der havde et samtaleemne til næste møde. Carey foreslog, at de skulle drøfte, om Missionsbefalingen til apostlene også gælder alle senere prædikanter.
"Sæt dig ned, unge mand!" sagde lederen. "Vil Gud frelse hedningene, gør han det nok uden din og min hjælp."
Carey satte sig skuffet ned. Men ilden brændte i ham, og han skrev en gribende bog om dette emne.
Ved et senere møde talte Carey over emnet:
Vent store ting af Gud - vov store ting fra Gud!
Disse ord har siden stået som et motto for al mission.

Endelig i 1792, efter lange kampe bar anstrengelserne frugt, og der blev dannet et missionsselskab. Under forhandlingerne var der en, der sagde: "Indien er som en guldgrube, men dyb som jordens indre . Og hvem vil stiger derned?"
"Det vil jeg," svarede Carey, "når I blot vil holde i linen."
De lovede at stå bag ham i bøn, og 1793 blev William Carey og en skibslæge ved navn Thomas, som en tid havde virket i Indien, sendt afsted.
På rejsen studerede Carey Bengalsk.

Efter megen modstand og mange besværligheder, nåede de to mænd frem til deres arbejdsplads.
De kunne se langt ud over landskabet. Der var små landsbyer omgivet af mango- og banantræer og her og der en lille bambusskov eller en enlig palme, ellers så de bare rismarker, så langt øjet kunne række. Det var ikke mange vilde dyr, men en mængde slanger og krokodiller.
Men der var et stort åndeligt mørke. Inderne tilbad trækloser, aber, slanger, sten og hæslige afgudsbilleder. Børn i tusindvis blev kastet ud til krokodillerne i den hellige Gangesflod, og enkerne brændtes i tusindvis. Disse børne- og enkemord fik Carey efter mange års kamp sat en stopper for.

Carey fik fire sønner, som alle blev missionærer, en af dem hed Felix. Han blev af kongen udnævnt til ambassadør i Børma - men Carey sørgede. "Felix er skrumpet ind fra missionær til ambassadør," sagde han bedrøvet.

Selv om Carey var en flittig og nidkær forkynder, blev hans største indsats dog at oversætte Bibelen til de mange indiske sprog. Bistået af sine mange hjælpere oversætte han Bibelen til 6 indiske sprog. Det nye Testamente til 20, og andre afsnit i Biblen til andre 10 indiske sprog.

Han blev bedt om at være professor ved en højskole for europæere i Calkutta. Han fik en meget stor løn som professor, men levede lige så enkelt som før og brugte pengene i missionsarbejdet.

Efter 41 års trofast tjeneste, uden ferie og et eneste hjemmeophold i fædrelandet, blev William Carey i 1834 lagt til hvile.
Nu hviler hans støv i Indiens jord til opstandelsens herlige morgen.

Jo, William Carey var en stor mand - han vovede store ting for Gud og ventede store ting af Gud.
Ved William Careys død, havde missionsselskabet 33 missionsstationer og 40 præster. 126 drenge og pige-skoler med 10.000 elever, samt et stort Seminarium.